Et internationalt bureau-skifte har givet mere plads til People Group at boltre sig på hos jeans-producenten Lee. Henover sommeren vil der udfolde sig en festival-orienteret kampagne med events på festivaler i både Norge, Sverige og Danmark samt på print og outdoor.
Det er første gang, Lee Jeans gennemfører en fælles nordisk kampagne og et sponsorat i det omfang, og for adm. dir. Jan Duckert, Wibroe, Duckert & Partners er det en showcase på People Groups integrerede arbejde, “der sikrer medieuafhængig konsistens”. Partners har udviklet konceptet, EventPeople står for eksekvering af events, mens TradePeople står for projektstyringen.
Men det er reelt et forestående bureauskifte på europæisk plan, der har givet plads til People Group at boltre sig på.
Der er flere hundrede jeans-mærker i Europa, men Lee er en af de tr e store. Levi’s og Wrangler er de andre, mens Diesel også er meget stor på jeans, men dog ikke et rendyrket jeans-brand. Lee har hidtil arbejdet med det svenske Storåkers McCann som pan-europæisk bureau, men det samarbejde er indstillet, og derfor er der en bureau-konkurrence i gang, hvor fem bureauer deltager.
– Vi havde allerede et samarbejde med EventPeople, og desuden kender jeg Peter Stenbæk fra Partners fra min tid hos Universal. Da lykkedes ikke for Partners at komme med i den europæiske konkurrence, men fordi Roskilde-festivalen er en stor begivenhed for os, og vi ikke altid opnår den kant i den europæiske kommunikation, som vi gerne vil have, blev der mulighed for at gennemføre dette projekt med People Group, siger Nordisk Marketing Manager, Jesper Grundahl, Lee Jeans, og tilføjer, at de gode resultater i Skandinavien også har medvirket til, at man har fået lov til at arbejde mere med eget materiale.
Hvor langt samarbejdet kommer til at række, kan han således ikke udtale sig om. Når det nye bureau kommer på plads, kommer han helt sikkert til at fungere under en pan-europæisk kampagne igen. Spørgsmålet er, hvor meget plads der bliver til lokalt nordisk arbejde – og dermed til Partners.
– I hovedkontoret er de udemærket godt klar over, den kant vi efterspørger i kommunikationen, og Skandinavien er et stærkt marked for Lee, og derfor er jeg sikker på, at de lytter til os. Så må vi se, hvor langt samarbejdet med Partners får mulighed for at fortsætte, siger Jesper Grundahl.
Kampagnen kan opleves på Øya Festivalen i Norge, ”Where The Action Is”-koncert tournéen i Sverige og Roskilde Festival i Danmark over sommeren 2005.