Engang imellem kan man høre røster, der – uden for citat – søger at rejse tvivl om konceptet i People Group. Blandt argumenterne kan man høre, at AdPeople med Dell som den store kunde er dem der trækker læsset, mens det oprindelige stærke brand, Wibroe, Duckert & Partners mister betydning og er langt fra fordums styrke.
Nu har gruppen aflagt regnskab for 2006, og på den ene side bør det lukke munden på enhver kritiker. Det er et sjældent stærkt regnskab, hvor resultatet af primær drift steg med 77,5 pct. til et overskud på 52,1 mio. kr.
Den slags overskud ses sjældent i den danske reklamebranche. Bruttoavancen steg med 24,9 pct. til 231,6 mio. kr. Det giver en overskudsgrad på 22,5. Den er der andre bureauer, der kan – og har kunnet – matche. Men sjældent på basis af så store tal.
På den anden side kan kritikere også hævde, at regnskabet giver dem ret.
AdPeople er den primære drivkraft. Bureauets bruttoavance voksede med 34,9 pct. til 78,9 mio. kr. og den primær drift steg med 83,9 pct. til 23,9 mio. kr. Dermed tjente AdPeople 54 pct. af koncernens samlede overskud.
Wibroe, Duckert & Partners repræsenterede en mere moderat udvikling med en vækst i bruttoavance på 5,5 pct. til 75,4 mio. kr. mens overskuddet var status quo på 13,2 mio. kr. Sammenlignet med AdPeople ikke prangende, men dog et resultat, som temmelig mange danske bureaudirektører ville være begejstrede for at lægge frem.
Grundideen i People Group er at kunne tilbyde kunderne et bredt sæt af kompetencer, og ifølge beretningen lykkes det godt. 60 pct. af kunderne anvender mindst 4 af selskaberne i People Group.
Skattefar er også glad for regnskabet. Der lægges 14 mio. kr. i hans kasse, og efter fradrag for minoritetsinteressers andel af resultatet bliver der godt 32 mio. kr. tilbage. Heraf udloddes 30 mio. kr. i udbytte.
Til gengæld er man sparsom med direktions- og bestyrelses-honorering.
Ronnie Job er direktion i Ad-People og her er der 1,7 mio. kr. til direktion og bestyrelse. Hos Wibroe, Duckert & Partners er Jan Duckert og Bjarne Spellerberg direktion og her er der 1,5mio. kr. til direktion og bestyrelse.
I øvrigt er det de samme tre personer, der udgør bestyrelserne suppleret med Eli Job og Henrik Juul. fin