Partners og PeopleGroup flytter til Jylland. Sådan godt og vel. I det mindste gør RetailPeople det, den nyeste knopskydning på People-træet. Og det bliver med Bilkas marketingchef Ole Dissing og Jesper Boye fra Wibroe, Duckert & Partners i spidsen. Launchen sker den 1. november, hvor selskabet, som navnet antyder, har fokus på detailhandlen, herunder især katalogproduktion:
– Det er de færreste detailhandlere, som udnytter det store potentiale, der ligger i at tænke kommunikationen integreret, så der er en stor sammenhæng mellem tv, printannoncering, digital, instore og ikke mindst tilbudsaviser. Det er en uhyre effektiv udnyttelse af marketingkronerne, når der er en klar sammenhæng imellem fx tv og tilbudsaviserne. Men det sker mærkeligt nok ret sjældent, så derfor etablerer vi en struktur, som kan håndtere denne integrationsproces, siger Bjarne Spellerberg Orfelt.
RetailPeople bliver et stærkt supplement til TradePeople, der i mange år har arbejdet med butikken som medie, men hvor sidstnævnte har vundet hyldepladsen for en lang række kunder, bliver opgaven for RetailPeople at vinde bl.a. postkassen hos forbrugerne.
– Opgaven for RetailPeople bliver at suge alt det kreative ud af Wibroe, Duckert & Partners og overføre det til et af de mest taktiske medier i marketingpaletten overhovedet, siger Ole Dissing.
Før Ole Dissing blev marketingchef i Bilka, havde han en tilsvarende stilling i Føtex, hvor han gennem 18 år havde ansvaret for alle detailkædens reklame- og marketingaktiviteter.
– I Danmark er vi født som tilbudsjægere, og gode tilbud har altid haft en stor betydning for, hvor vi vælger at bruge vores penge. Den seneste analyse fra GfK viser, at inden for dagligvarer alene flytter tilbudsaviserne hvert år varer for et tocifret milliardbeløb, siger Ole Dissing.
– Oles årelange erfaring fornægter sig ikke, og vi har simpelthen fået den bedste mand i spidsen, siger Bjarne Spellerberg Orfelt og fortsætter:
– Nu har vi i mere end 10 år prædiket integreret kommunikation. PeopleGroup blev stiftet for at skabe en ny måde at udvikle og vedligeholde brands og produkter på, og med RetailPeople som en del af familien kan vi nu tilbyde integreret kommunikation i yderste potens, siger Bjarne Spellerberg Orfelt.
Ole Dissing bliver ansvarlig for bureauet, mens Jesper Boye skal stå i spidsen for den kreative afdeling.
– Jesper Boye er hovedarkitekten bag bl.a. KiMs’ trade-aktiviteter. Han ved, hvad der flytter varer og formår at omsætte stærke kreative universer til bundlinjefokuseret taktik, slutter Bjarne Spellerberg Orfelt.
RetailPeople får til huse i detailhandlens højborg nummer 1, Århus.