Danmark har fået et nyt filmselskab. I en branche med så meget kreativt talent i internationalt format bør det ikke i sig selv være usædvanligt. Men det nye selskab er opstået i en helt ny og utraditionel sammenhæng for den danske filmbranche og samtidig er det en nyskabelse i den danske reklamebranche.
Det er People Group med Wibroe, Duckert & Partners som omdrejningspunkt, som nu har entreret den danske filmbranche med etableringen af selskabet FilmPeople. Nøglepersonerne i selskabet er Thomas Lydholm og Peter Bose, som hoppede fra Nordisk Film i sommer. Peter Bose er den finansielle, administrative og juridiske ekspert, mens Thomas Lydholm er produceren med en fortid i bl.a. Victoria Film, der stod bag en stribe film baseret på de svenske krimiforfattere Sjöwall og Wahlöh. Thomas Lydholm har desuden været line producer på Bryggeren, der er Danmarks hidtil største fiktions-projekt.
Sigtet med FilmPeople er, at selskabet, udover spillefilms-projekter som sådan skal stå for produktionen af fiktion i PeopleGroup. Det kan f.eks. også blive historie-fortælling til internettet. I første omgang har Thomas Lydholm og Peter Bose dog en række projekter i posen, som man nu vil gå i gang med at præsentere for investorer. Thomas Lydholm vil ikke nævne konkrete projekter endnu – udover at der er tale om både dansk- og engelsk-sprogede film samt animations- og kort-film.
For Henrik Juul er FilmPeople et klart symbol på de visioner, der skal præge udviklingen af PeopleGroup. Det handler om ide-generering i bredere forstand end blot en reklamekampagne.
– FilmPeople kommer til at tilføre os en meget bredere kreativ og ide-kompetence gennem de folk, som de arbejder sammen med i det daglige. Film- og reklamebrancherne har nærmet sig hinanden gennem årene på den måde, at reklamebranchen har fået mere og mere fokus på historie-fortællingen. Men her har filmbranchen meget større erfaring med at gå det sidste stykke og rendyrke historiefortællingen. Heri ligger nogle muligheder for at skabe den ultimative brand-story. Men samtidig kan vi tilføre FilmPeople en stærk kommerciel tænkning. Vi er gode til at udnytte ideer til det yderste, og det kan filmbranchen godt lære noget af, siger Henrik Juul.
RIDT MOD FREMTIDEN
Synergien mellem de to brancher er også det, der har drevet Thomas Lydholm og Peter Bose.
– Efter i sommer brugte vi noget tid på at researche, hvordan et film-set-up skal se ud. Vi havde en række tilbud om samarbejde, men de udsprang alle af den traditionelle film-branche tænkning. Da det her tilbud kom, var vi ikke i tvivl. Her kommer vi sammen med en masse kreativt tænkende mennesker, der har forstand på forbrugerne og deres ønsker samt indsigt i de nye medier. For os er det her en mulighed for at ride mod fremtiden sammen med andre, der har en række ekspertiser, som vi ikke har, siger Thomas Lydholm, som hilser den kommercielle tænkning velkommen.
– Fremtidens danske filmfolk ønsker et stort publikum. Samtidig kan jeg allerede nu se, at over halvdelen af de projekter, vi arbejder med, får tilført nye kommercielle muligheder gennem PeopleGroup, siger Thomas Lydholm.
Den danske filmbranche er i øjeblikket domineret af Zentropa-miljøet, som en del selskaber knytter sig til. Herudover er der Nordisk Film, som dog ikke mere har fordums styrke samt en række mindre selskaber. Thomas Lydholm kan godt forestille sig, at FilmPeople og PeopleGroup udvikler sig til et alternativt miljø til Zentropa.
– PeopleGroup rummer 6000 kvadratmeter, og så stort et miljø finder du kun hos Zentropa i Avedøre. Jeg kan godt forestille mig, at kreative filmfolk får deres faste gang og plads her hos os, og at vi hjælper dem med den administrative del af deres liv, siger Thomas Lydholm.
DARK HORSE
Økonomisk set er FilmPeople en noget anden type virksomhed for en reklamekoncern at engagere sig i. Driftsbudgetterne for de første to år rummer betydelige investeringer i ideudvikling, og at se PeopleGroup som investor i et konkret projekt er på sigt en mulighed. Henrik Juul erkender da også, at FilmPeople er en dark horse i PeopleGroup rent økonomisk.
– Men det er også et selskab, hvor du har helt andre muligheder end i reklamebranchen for at ramme en guldåre. Men det er ikke det centrale. For os er det primære formål at få tilført de bredere kreative kompetencer, siger Henrik Juul, der ser PeopleGroup som et opgør med det traditionelle reklamebureau.
– Når man taler om one-stop-shopping, så lyder det meget som et obs varehus. PeopleGroup skal mere være et one-stop-delikatesse-shopping. Det er ideerne, der skal være i fokus – uafhængigt af, om vi taler om CRM, reklame eller film. Ideer er vores råstof – eller rettere evnen til at omsætte ideer til historier, og her sidder vi på en guldgrube af opfindsomhed. Men den kan bruges meget bredere. Hvem siger, at reklamekoncepter ikke kan bruges til andet og mere, men i Partners har vi aldrig haft tid og mulighed for at søge bredere anvendelse af ideerne. Den mulighed bliver større nu. I forhold til kunderne er det også et spørgsmål om at kunne finde alternative veje til afsætning, siger Henrik Juul, som også ser PeopleGroup som en personlig udviklings-mulighed. Han fylder 40 her i december og kan se tilbage på 10-15 års markant succes i reklamebranchen. Han har heller aldrig lagt skjul på en lyst til at prøve kræfter med fiktion eller underholdning, men det betyder dog ikke, at han er på vej ind i FilmPeople.
– Min tid er på Partners, og sådan bliver det ved med at være. Men PeopleGroup med selskaber som FilmPeople og den stærke fokus på ide-udvikling bredt giver mulighed for et ekstra krydderi i hverdagen og for at se jobbet udvikle sig i forhold til nu. Måske kan der være mulighed for i en kortere periode at være med på et underholdningsprojekt. Men det kan også handle om, at det arbejde, som jeg laver som reklamemand får en bredere anvendelse, siger Henrik Juul og peger på Guld Tuborg kampagnen Tubby Gold med den amerikanske sanger Ed Bruce, som rent faktisk i øjeblikket ligger nr. 1 på den danske hitliste.
Han erkender, at PeopleGroup er en vældig udfordring for Wibroe, Duckert & Partners, og at ingen præcist kan sige, hvordan det kommer til at fungere – eller om det kan fungere.
– Men vi har da også dagligt problemer at forholde os til i Partners. Dem må vi så blot løse. PeopleGroup bliver ikke anderledes. Pointen er, at vi skal have Partners-kulturen til at gennemsyre hele PeopleGroup, og derfor skal kulturen nok overleve. De organisatoriske problemer f.eks. i form af, hvem ejer kunden, skal løses gennem vores vision: den der ved mest, bestemmer mest. Det vil være en fornøjelse at blive sat på plads af en, der ved mere, siger Henrik Juul.