Både positive og negative input fra brugere får plads på Pepsis nye danske hjemmeside
pepsimax.dk, hvor indholdet er hentet fra de sociale netværk Twitter, Flickr og YouTube, samt brugernes kommentarer og playlister – Pepsi har opgivet kontrollen.
Virksomheden lover at det forbliver ucensureret og oplyser, at ideen er at følge sit eget slogan: If it matters – Max it.
Det er bureauet Krogh & Co, som står bag konceptet, teknikken og markedsføringen af hjemmesiden, og direktør Nikolaj Køster fortæller, at strategien fra starten var at aktivere og igangsætte Pepsi som brand via de sociale medier.
– Den traditionelle tilgang har været at tale til brugerne, nu skal der lyttes og tales med dem. Forhåbningen er, at det også vil blive langt mere interessant for brugerne at se på dialogen og være en del af den, når den ikke er topstyret, siger han.
Kim Villadsen, der er Brand Manager for Pepsi tilføjer:
– Brugerne driver nettet, og det skal vi ikke forsøge at lave om på, men i stedet bruge som en ligeværdig ressource. Det er tydeligt, at internettet er en dynamisk drivkraft, hvor diversiteten og mulighederne hersker. Vi glæder os til at se, hvad brugerne har at sige om Pepsi, og til at blive klogere på, hvad de mener om os, fortsætter Kim Villadsen.
Kritik preller af
Ekspert i sociale medier og partner i Nodes, Daniel Bæk, mener, at Pepsi Max’ tiltag ligger i klar tråd med tidens tendenser online, der peger i retning af sociale medier.
– I sidste ende er et brands værdi relateret til, hvad brugerne siger om det. Derfor ser man flere og flere, der vælger dialogens vej. Pepsi Max tager nu konsekvensen og lader brugerne dominere med deres input for at skabe dynamisk indhold. Jeg tror, at det vi ser her, er et eksempel på, hvad nutidens online brugere i højere og højere grad forventer.
Forbrugerombudsmanden har tidligere været ude
og klandre Pepsi for at gøre Twitter-brugere til reklamesøjler for virksomhedens produkter, og at det var et problem at mange brugere ikke var klar over at det skete, men den kritik har Nikolaj Køster svært ved at nikke genkendende til.
– Generelt for de sociale medier gælder det vel, at brugerne ønsker at komme ud til flest mulige mennesker. Brugerne vil gene ses og høres. For mange Twitter-brugere er det jo et mål i sig selv at have mange, der følger med i, hvad man skriver. Det kan vel nærmest sammenlignes med at skrive grafitti på Rådhuspladsen i København, siger han.

Trafik

  • 840 nye Pepsi Twitter feeds om dagen
  • 88.218 billeder fra Flickr relateret til Pepsi
  • 71.500 videoer fra YouTube relateret til Pepsi