Amerikanske Pepsico, der blandt andet står bag sodavandsmærkerne Pepsi, 7UP og Mountain Dew, er i forhandlinger om at overtage Sodastream, der producerer udstyr til hjemmelavet sodavand.
Det skriver Bloomberg News med henvisning til den hebraiske avis Calcalist.
Sodastream har det seneste års tid gjort sig bemærket på marketingfronten med kampagner, der har irriteret og drillet storebror på læskedriks-markedet, Coca-Cola, som naturligvis er Pepsico’s ærkerival.
Forhandlingerne om Sodastream, der har hovedbase i Israel, går på en værdisætning af selskabet på over 2 mia. dollar, skriver Calcalist ifølge Bloomberg News.
Det er investeringsbanken Goldman Sachs, der skal stå for transaktionen ifølge Calcalist.
Bloomberg/ritzau/FINANS