TV2’s bestyrelse har i dag offentliggjort, at det bliver Per Mikael Jensen, der skal afløse Peter Parbo i chefstolen hos TV2. Per Mikael Jensen, 43, er bedst kendt på de hjemlige breddegrader som chef for MetroXPress i København og en af de stærke drivkræfter bag gratisavisens indtog – og succes –på det danske marked. Han er i dag international chefredaktør i Metro International og derfor bosat i London og New York, hvor han også fungerer som direktør for den New York’ske udgave.
De flittige rygtesmede har haft travlt med at nævne navne til TV2-direktørjobbet, siden det blev offentliggjort, at Peter Parbo forlader jobbet. Per Mikael Jensen har også været nævnt som en af favoritterne, men har hidtil afvist at han var kandidat.
Nu siger han:
– Jeg glæder mig fantastisk meget til denne opgave. At få jobbet som chef for en medievirksomhed, der er så uhyre stærk og et fast element i langt de fleste danskeres hverdag, er mildest talt et drømmejob.
TV2’s bestyrelsesformand, Niels Boserup siger:
– Vi mener at have fundet en leder, der både ledelsesmæssigt, strategisk og personligt har den indsigt og handlekraft, der skal til.
Per Mikael Jensen har før sin entre i Metro-koncernen, arbejdet på Politiken og Jyllands-Posten.