De seneste års indsats for Grey-indstillingerne fra New York og London-divisionerne har givet pote.

Danske Per Pedersen er udnævnt til – og hold nu fast – Deputy Worldwide Chief Creative Officer for hele Grey-netværket.

Oversat til dansk betyder det, at Per P er blevet den øverste kreative chef Tor Myhrens højre hånd, og sammen er de to ansvarlige for hele Grey-gruppens globale kreative lederskab.

Men det betyder mere end det. 

Greys nye strategi bygger på kreativitet i alle led og på tværs af alle eksisterende platforme, kanaler og divisioner.

Der er med andre ord mindst ét globalt netværk, der tror, der er penge i kreativiteten. Husk på, at WPP-chefen Martin Sorrell, trods alle andre navne, sidder for bordenden, også i Grey-gruppen. Og han har tidligere spået, at 40 pct. af alle WPP’s investeringer skal gå i digital retning.

Med andre ord har kreativiteten i den grad forrang, både når vi taler om analog og digital kommunikation.

Det første foreløbige resultat at hans nye position kan ses i kampagnen for at holde våben under lås og slå.

Hvad skal du ellers?

– Jeg har fortsat fokus på Grey’s kreative omdømme – herunder de indstillede arbejder til Cannes. Nu er det ikke blot for New York, men for hele det globale Grey netværk, siger Per Pedersen.

Hvad betyder det mere konkret?

– Det betyder, at jeg skal hjælpe alle vores bureauer (432 kontorer worldwide, red.) med at lave berømte kampagner, som både virker og vinder priser. Det er vores opskrift. Og det har virket for vores bureauer i New York og London. Begge er mere end fordoblet ved at sætte kreativiteten i centrum for alt.

– Det betyder blandt andet også, at vi ser flere og flere kreative som øverste ledere af bureauerne i Grey. Dette gælder blandt andet I USA, Kina og Australien. Der bliver lidt mere rejsen rundt i netværket, men det er jo kun spændende, slutter Per Pedersen.