Per Pedersen, eks-Uncle og Grey Düsseldorf og i dag international kreativ direktør for Grey New York er til Cannes Lions festival for 14. gang i træk. Han har glemt mere, end de fleste ved om film-mediet i kommercielle sammenhænge. Og han er sjovt nok ikke i tvivl om, hvem der løber med de fleste priser:
‒ Old Spice-kampagnen ”Be a Man, Man” er helt suveræn. Den har humor, er præcist eksekveret, har mange lag og nogle af dem er endda sexuelle, og den ville jeg meget gerne selv have lavet. Fornemt af Wieden + Kennedy, siger Per Pedersen, der i øvrigt selv har hjembragt otte løver fra Cannes, herunder en guld sidste år.
‒ Skiittles har en film med, ”Update the Rainbow”, der brillerer ved olympiske kedsommelighed. Den gør grin med de banale Facebook-updates, og castingen er helt suveræn. En outsider er en ”safety video” for Air New Zealand. Det er et helt vanvittigt projekt bygget op som ”Airobics” omkring fitness-galningen Richard Simmons. Fra at være banal sikkerheds-kommunikation er den endt som en rigtig viral ting. Fantastisk idé.
De stærke danske filmproducenter Bacon cph er med i Cannes med otte arbejder. Og Thomas Busch, international executive director, er meget udansk ikke bange for at fremhæve egne værker.
‒ Hvis det må være tilladt at tage de danske briller på, tror jeg faktisk, at ”Stjerner er det, der lyser i mørket” har en lille dansk chance for at gøre sig bemærket. Den har noget stort, og er allerede blevet godt modtaget uden for landets grænser, siger Thomas Busch.
Han føler også, at de ”sorte” og meget lange reklamefilm for den svenske designer Johan Lindebergs ”BLK DNM” (Black Denim, red.) har internationale kvaliteter. Og hvis ikke filmjuryen finder den tilstrækkelig god til en løve, kan Bacon sende den videre til næste års ”rigtige” filmfestival, så lang er den.
Thomas Busch er på den anden side ”meget imponeret over de indsendte film.” Med tilføjelsen: ”Det blivet studiet af de helt små detaljer, der afgør, hvem der løber med Grand Prix’en og guldet. Uden for egne rækker påpeger han:
‒ Logitech har købt kommerciel kommunikation, hvor Kevin Bacon spiller verdens største fan af… Kevin Bacon. En fremragende idé, der løftes til det sublime ved, at en dygtig skuespiller får lov af kunde og bureau til at gøre det, han er bedst til: Nemlig at spille skuespil, slutter Thomas Busch, der fejrer 10 års jubilæum som Cannes-deltager ‒ og som filmproducent. Bacon rejser til Cote d’Azur med 25 man på deltagerlisten.
Per Pedersen kan ikke dy sig for at pege på én af sine egne produktioner, nemlig de 14 indsendte arbejder for P&G, der er tilmeldt film, outdoor, radio, media og Titanium/ Integrated.
‒ Det er ”Breathe Happy” for et af P&G’s mange brands. Den siger kort og godt, at du kan lukke øjnene for stort set alt, men ikke for lugtesansen. Vi lader intetanende mennesker deltage i et eksperiment, hvor de med bind for øjnene føres ind i et meget ulækkert lokale sprayet med ”Febreze.” De beskriver, hvor friskt de synes, der dufter, og bagefter afslører vi, at næsen har taget dem ved … undskyld næsen.
‒ Jeg har før haft stor succes med at bruge ”Candid Camera” værktøjet, og det gør vi igen ved at tage folk skridtet videre: Lugtesansen giver altså stærkere indtryk end synet, og det er sjovt at demonstrere. Jeg håber, juryen mener det samme, slutter Per Pedersen.