Perlusconi

Det var en lærling, de ansatte.
Andre tænkte det, Per Lyngby vidste det.
Han var sat i mesterlære i Esbjerg hos Nils Thostrup, direktør og chefredaktør på det halvt Berlingske-ejede JydskeVestkysten. Så var det, at han blev kontaktet af et headhunterfirma om direktørstillingen i Aalborg – med den bundne opgave at fusionere de nordjyske dagblade, skabe nyt og skabe vækst.
På et A4-ark skrev Per Lyngby alle plusser og minusser ved den umulige opgave i landets nordlige udkant, hvor medarbejderne var kendt for at strejke, hvis nogen hviskede “bøh”.
Der kom flest minusser på A4-papiret.
Derfor skulle det prøves.
– Det var enormt ensomt, husk er han om starten.
– Da jeg kom ind, var jeg den eneste fælles mand i to fuldt fungerende virksomheder med dobbelt af alt. Hvem skal man rådføre sig med? Det var ubarmhjertigt. Så skal man have selvtillid og kunne være sin egen sparringspartner.

Tvivl og tanker

Siden er alt ændret: Koncernstruktur og ejerskab. Navne og adresser. Avisformat og udgivelsestidspunkt. Vision og mission. Salgsafdelinger og redaktioner. Af toplederne i redaktion og direktion er kun Lyngby selv tilbage fra dengang.
– Nogle vil mene, at jeg er selvsikker. Men jeg bruger meget tid på at tænke og reflektere. Hvad kan der ske i den og den situation? Jeg tænker i scenarier og billeder, og jeg er altid i tvivl.
– Her i huset ser jeg mange kæmpetalenter. De kan bare. Jeg har altid skullet slide. Jeg var aldrig et unikum eller nummer et i klassen.
– Men jeg tror altid på at det går, at der er en udvej. Nogle gange er det idiotisk – det går jo ikke altid. Men jeg er god til at glemme fiaskoerne og huske succeserne.
– Hvor den selvtill id kommer fra, det aner jeg ikke. Også som barn havde jeg den, jeg har altid haft et optimistisk syn på tingene.


Ti tommelfingre

– Og så har jeg altid følt, at jeg har et gear mere.
Der skal ske noget.
– Jeg er glad for at kunne bruge hovedet og få penge for det – godt det ikke er hænderne, siger han og viser ti tommelfingre frem.
– Jeg har behov for udvikling, både i virksomheden og personligt. Jeg vil lære noget her. Jeg har ambitioner og vil gøre det så godt som muligt, hvor jeg har ansvaret.
– Ingen tvinger mig til det her, men hvad er det der driver? Lønnen? Ja da, det er rart. Ros? Ja, alle nyder et skulderklap, det har jeg også lært som leder.
– Jeg synes det er flot når ledere siger, at de har gjort det hele for virksomheden. Men man gør også noget for sig selv. Jeg blev journalist for at skrive – og fordi jeg kan lide at være eksponeret. Jeg vil lære noget, jeg vil gerne vide, hvor min grænse er.

Op på ølkassen

Og så er der indflydelsen. Måske frem for alt indflydelsen. Magten, om m an vil.
– Som journalist på Christiansborg fik jeg interessen for magt, for beslutninger, for magtens anatomi.
Da lærlingen Per Lyngby startede som direktøren Per Lyngby i Nordjylland, kortsluttede han alle beslutningsgange og systemer og gik direkte til medarbejderne. Han kan stadig lide at performe, at optræde, at stille sig på ølkassen og udstikke kursen – selv om han absolut ikke var god til det i starten og stadig ikke er den bedste. Han tager gerne ud til foreninger, møder, foredrag.
Han vil påvirke. Også bag kulisserne.
– Jeg tror, at jeg har et speciale i at se de skjulte dagsordener. Det blev jeg god til på Christiansborg, man får den der mistænksomhed.
Han sidder i anden periode som formand for Danske Dagblades Forening (DDF) – hans to forgængere gik før tid – og var sidste år med til at samle stort set alle danske medier i paraplyorganisationen Danske Mediers Forum.
Han er også kørt i stilling som næste formand for de europæiske avisudgiveres brancheforening ENPA, der lobbyer for pressen især i EU -systemet.
I både DDF og ENPA har formanden brug for diskret, velforberedt diplomati. Både internt – “jeg kan lide at få tingene til at fungere” – og over for andre magthavere som regeringen og EU-Kommissionen.

Magten påvirker

Men magten påvirker.
– Jeg kender ingen med magt, som ikke påvirkes af den. Hele organisationen her, den indretter sig jo efter magten.
– På Christiansborg fik jeg respekt for de politikere, der bevarede jordforbindelsen og var tro mod deres rødder. Man kan ikke være sig selv, men jeg prøver. Min kone siger også: “Du har udviklet dig.” Det har jeg, jeg er også blevet syv år ældre. Men min kone har jo ikke giftet sig med en chef, og børnene og familien kender mig ikke som chef. Man forandres og påvirkes – men man må være selvkritisk og bevidst om det.
I starten havde Nordjyske-chefen fingrene i alt.
– Jeg kunne ikke uddelegere, men jeg har lært det, og lært at respektere at jeg ikke er klogest eller dygtigst eller har ret.

Seks-syv meter antenner

Her kommer også de “sek s-syv meter høje antenner”, der opsnapper menneskers problemer og humør, til hjælp. Empati, kalder han det selv. Dertil en lytteevne i psykoterapeut-klassen, og en medfødt evne til at huske ansigter og navne. Det skaber tillid. Og giver plads.
Det giver god mening, når han uddyber, hvad filosoffen Immanuel Kant betyder. Kant har stjernestatus med sit kategoriske imperativ; hvis man forventer noget af andre, må man selv gå forrest. Du skal gøre som jeg gør, ikke bare som jeg siger.
– Jeg nyder det ti gange mere i dag med en smaddergod ledergruppe, end da jeg startede her.
Fremtiden?
– Jeg har svært ved at forestille mig at være her til jeg skal gå af som 60-årig, det er næsten ikke til at bære.
På den anden side: Fremad er 13 år langt væk, bagud er de bare et fingerknips.

Øgenavnene

Så kommer vi til nogle af øgenavnene – eller kælenavnene:
“Lyngby Storcenter” om det store mediehus i Aalborgs sydlige udkant.
Perlusconi om chefen selv. Begge med tilnavnets snert af sandhed.
Siden Lyngbys ansættelse for s yv år siden er de fire aviser og deres nebengesjæfter udvidet til alle typer medier. Plus aktiviteter i andre brancher: Software, lydteknologi, callcenter, reklamebureau, elitesport, koncerter. Derfor Storcenter-titlen.
Og Berlusconi-sammenligningen – den driller selvfølgelig med, at Nordjyske-direktøren er lokal mediemogul og ligesom den italienske ministerpræsident har fingre i andre brancher, mest synligt professionel fodbold.
Men så hører lighederne mellem Berlusconi og Perlusconi op.
– Jeg ville blive til grin, hvis jeg fortalte træneren, hvor mange angribere AaB skal bruge på søndag, griner Per Lyngby.
Per Lyngby optræder godt nok med jakkesæt og mødebord. Og nu skifter han fra koncernchef til chefredaktør:
– Dagbladene har en helt særlig rolle. De er de journalistisk tungeste medier. De har vagthunderollen. Uden dem får vi demokratisk underskud.
– Medierne skal kæmpe imod den snigende tendens til, at andre regulerer os i ly af alt muligt andet som rockerlove og kampen mod terrorisme.
– Der opstår begr ænsninger, man ikke kan være bekendt. Det rammer pressen, og det rammer borgerne.
Forholdet til kunderne er også alvorligt: Mediernes økonomi er tynd, og kunderne vil helst ikke betale.
– Den allerstørste udfordring er: Hvordan får vi penge for indholdet? Journalistik koster penge, og på Nordjyske vil vi tage penge for det vi laver. Men jeg er pessimistisk og deprimeret og bekymret – på journalistikkens og publicismens og demokratiets vegne. Hvis ikke det dybe efterspørges, så kan man lade være med at lave det, det er push og pull. Jeg håber, at pull ikke vinder helt; pressen har også en dannende rolle, vi skal ikke kun give folk hvad de tror de vil have.

Hysterisk kysk

Lokalt er mediechefen nærmest hysterisk kysk.
Han har takket nej til ethvert medlemskab af politisk og foreningsliv – VL-grupper, Rotary, Lion’s etc. Rent principielt.
– Jeg vil enormt gerne påvirke. Jeg er født og opvokset i Nordjylland og vil gerne bidrage til udviklingen.
– Men ingen må sige, at jeg plejer nogens interesser. Jeg sk river heller aldrig under på noget på gågaden.
Alle i huset ved, hvor kontroversielt det er at være så stor lokalt.
Men når Nordjyske beskyldes for monopoldannelse, så afviser koncernchefen det med, at bl.a. DR, TV 2, Jyllands-Posten og MetroXpress også er i Nordjylland.

Maskinen kræver vækst

Og når mere ekspansion er på vej, så er det bare nødvendigt:
– Vi startede i trykkeribranchen. Så kom vi i avisbranchen, så i mediebranchen. Nu er konkurrenterne ikke de andre aviser, men fritid og underholdning, siger Lyngby.
– Presset på medierne skyldes ikke dårlige konjunkturer, men en ændring i struktur. Vi kan ikke vente på bedre tider, vi må sikre væksten med nye aktiviteter.
– Der kommer flere konsolideringer i medierne, mere udenlandsk kapital, nogle af de små må fusionere eller opkøbes. Det har også effekt på indholdet. Det her skal løbe rundt. Vi har fået nogle publicistiske krav foræret af stifterne, vi skal nytte og fornøje. Så er vi nødt til at forene børs og katedral. Vi skal tjene penge for at vær e her, og vi er her for at tjene penge.
Den næste udvidelse bliver ikke en plastspande-fabrik, men noget, der kan rummes i fundatsen og supplere de andre aktiviteter i koncernen.
Hvad er hemmeligt. Der er plads til nye medier lokalt, der er plads til Nordjyske-aktiviteter i øvrige dele af landet. Men lad os gætte på, at Nordjyske-koncernens næste store skridt bliver inden for turisme/fritid – i løbet af det nærmeste år.



BOXDirektør, Nordjyske Holding.
Adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør for Nordjyske Medier.
47 år.
Har med hustru Jette Cloos børnene Amalie og Christian.
Uddannet civiløkonom og journalist.
Tidligere bl.a. journalist på Berlingske Tidende; leder af De 3 Stiftstidender og JydskeVestkystens kontor i København; chefredaktør på JydskeVestkysten.


BOXNordjyske-koncernen ejes groft sagt af Aalborg Stiftstidend es Fond, der kontrollerer Nordjyske Holding og nogle mindre virksomheder.
Holding-selskabet er moderselskab for bl.a. Nordjyske Medier (aviser, ugeblade, radio, tv, web, trykkeri, avis/reklamedistribution m.v.), 9000 lux, LN Marketing, AM Production, RadioNet samt et ejendomsselskab.
Holdingselskabet ejer også andele i Fodboldklubben AaB, De Bergske Blade og Det Danske Radiobureau.

Koncernomsætning 2003: 686 mio. kroner.
Overskud før skat 2003: 25 mio. kroner.
Antal medarbejdere: ca. 700.