Administrerende direktør og aktionær Peter V. Franzen har ønsket at udtræde af Franzen Offset A/S – både som adm. direktør og som medejer. Peter V. Franzen vil hellige sig andre projekter udenfor virksomheden, bl.a. Østhimmerlands Folkeblad, som Gitte og Peter V. Franzen har overtaget som eneejere.
Ny administrerende direktør hos Franzen Offset A/S er Leif Petersen. Leif Petersen er tidligere salgsdirektør i virksomheden, har været ansat siden 1994. Han er uddannet grafisk trykker og grafonom, og har de seneste 3 år været tilknyttet ledelsesgruppen i virksomheden. Leif Petersen har tidligere været ansat i Aarhus Stiftsbogtrykkeries koncern – herunder Stibo-Gruppen samt – gennem et netværkssamarbejde – beskæftiget sig med grafisk eksport.
Gitte og Peter V. Franzen’s aktiepost er afhændet til adm. direktør Leif Petersen og økonomichef Lars Laursen.
En del af selskabets strategi er en forøgelse af salgsindsatsen på det skandinaviske marked. Som en start på dette har Franzen Offset A/S ansat Erik Andersen som chefkonsulent med Fyn/Sjælland som primært område. Erik Andersen kommer fra en stilling som salgskonsulent hos Reproff i Odense.