Nu skal der ro på omkring TV2s adm. dir. Peter Parbo oven på gårsdagens kaos, hvor en historie i Berlingske Tidende varslede, at han ville blive fyret i går.
Den officielle meddelelse om, at Peter Parbo fratræder er nu kommet, og den er formuleret usædvanligt harmonisk oven på gårsdagens begivenheder.
Peter Parbo fratræder senest til maj, når hans afløser er fundet, og i meddelelsen udtaler han sig selv positivt om stationen og beslutningen om at fratræde og bestyrelsesformand Niels Boserup siger pæne ord om Peter Parbo.
Kommunikationsrådgiver Henrik Byager vil dog ikke tale om utroværdighed.
– De har jo ikke gjort noget, de har sagt, de ikke ville gøre. Man kan tale om lidt utroværdighed i forhold til Peter Parbos egne udtalelse i går (han sagde, at bestyrelsen måtte fyre ham, hvis den ville af med ham, red.), og dagens pressemeddelelse, men ellers ser meddelelsen ud til at være lige nøjagtig den plan, som bestyrelsen hele tiden har haft – nemlig at give Peter Parbo en pæn sortie. Nogen har så brugt Berlingske Tidende til at kaste grus i maskineriet. Hvem og hvorfor vil jeg ikke forsøge at gisne om, siger Henrik Byager, og stiller spørgsmålet, om det vil lykkes at få skabt ro, når man tager mediestormen i betragtning.
– Man kan have sin tvivl. Spørgsmålet er, om dem, der har kastet grus i maskineriet, nu trækker piben ind, siger Henrik Byager.
Han mener, at bestyrelsen oven på begivenhederne har en udfordring i at genetablere tillid i forhold til processen at finde en ny direktør.
– Potentielle kandidater må jo være sikre på fortrolighed, hvis de skal i dialog om stillingen, og den kommende direktør må også gøre sig nogle overvejelser om, hvad det var, der skete her, siger Henrik Byager. fin

Læs hele pressemeddelelsen her:

TV 2s bestyrelse ved formandskabet er blevet enige med TV 2s adm. direktør Peter Parbo om, at han fratræder sin stilling senest til maj, når han fylder 62 år.

Bestyrelsen vil nu iværksætte en søgeproces efter en afløser til snarest mulig tiltrædelse.

– TV 2s brand er meget stærkt, økonomien er solid med et forventet overskud på cirka 100 mio. kr. før skat i 2005, det første hele år, hvor TV 2 ikke modtager licensmidler, og fremtiden for stationen er attraktiv. De økonomiske resultater har desuden netop udløst en kontant bonus til alle TV 2-medarbejdere på 15.000 kr. På den baggrund og den udskudte privatisering finder jeg tiden inde til et vagtskifte, som skal give plads til yngre kræfter, siger Peter Parbo.

Formanden for TV 2s bestyrelse Niels Boserup udtaler:

– Peter Parbo har en meget stor del af æren for, at TV 2 gennem så mange år har bevaret sin position som landets ubestridt største tv-station. TV 2 og alle medarbejderne er ham en stor tak skyldig for hans enorme indsats, som vil blive en del af TV 2s historie, siger TV 2s bestyrelsesformand.