Peugeot har lanceret en ny kampagne, Kick It To Brazil, som gennem 100 dage og med Facebooks hjælp skal følge en fodbolds ”rejse” gennem 30 lande fra Frankrig til Brasilien.

Kampagnen er ifølge Peugeot selv ”an international adventure of social responsibility and solidarity”, som er sat i søen for at ”styrke virksomhedens sociale og miljømæssige ansvar i Brasilien”.

Som en del af kampagnen promoverer Peugeot således sloganet ”One Kiss, One Tree” – hver gang en Facebook-bruger uploader et foto, hvor han eller hun kysser den omrejsende bold, så lover Peugeot at plante et træ i den brasilianske regnskov.

I tilgift vil Peugeot involvere Facebook’erne ved blandt andet at lade dem vælge, hvad der skal ske med den hvide bold og dele deres fotos, film osv på Facebook, Instagram, Twitter eller kampagnens mikrosite.

Selv vil Peugeot lægge et kort videofilm op på Facebook hver dag, hvor man kan følge med i, hvor bolden befinder sig.

En Faxe Kondi

Set med danske briller er der svært ikke at sende tankerne tilbage til 2010, da Royal Unibrew lancerede Danmarks største fodboldstafet og sendte danskerne på dribletur fra Skagen til København for Faxe Kondi-brandet .

Siden blev ”Spark Bold”-aktiviteten desuden digitaliseret med stor succes, og bureauerne bag – DDB, Mindshare og Nodes – har i tidens løb vundet indtil flere priser for konceptet.

Peugeots kampagne har foreløbig skabt ganske megen omtale på diverse medier, og noget af det, flere hæfter sig ved, er kampagnens referencer – om end indirekte – til VM i fodbold, der som bekendt løber af stablen i netop Brasilien til sommer.

Ifølge Peugeot selv slutter fodboldens ”rejse” i Brasilien den 12. juni – VM i fodbold starter den 13. juni – men den franske bilproducent afviser at bedrive ”ambush” marketing og dermed ”drille” de to officielle bilbranche-sponsorer for VM, Kia Motors og Hyundai.

En talsmand for Peugeot siger til brandrepublic.com, at kampagnen alene har til formål at promovere det regnskovs- og CO2-projekt, virksomheden har haft kørende i Brasilien siden 1999.

Se kampagnefilm her.