Det digitale bureau Peytz & Co. opkøbes af den europæiske bureaukæde iO. Peytz & Co. fortsætter som selvstændigt bureau, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

iO er i gang med en offensiv opkøbsstrategi i Europa. Opkøbet er det første, som iO laver i Danmark og det tredje i Norden på et år.

Peytz & Co. forventes at vokse fra de nuværende 100 til cirka 300 inden for de næste par år.

”Salget af vores virksomhed til en europæisk sværvægter som iO er kulminationen på en fantastisk rejse for Peytz & Co. At blive en del af iO vil ikke bare give os en større spilleplade og langt bredere kompetencer, det vil gøre os endnu bedre over for kunderne,” udtaler Laust Jørgensen, CEO i Peytz & Co, i pressemeddelelsen.

iO beskæftiger i alt 2.000 medarbejdere i bl.a. Holland, Belgien, Sverige og Bulgarien, og har de seneste år købt næsten 30 bureauer i Benelux og Norden.

”Vi har været på en ambitiøs ’køb og byg’-rejse i Benelux-landene de seneste par år, og vi er nu i gang med det samme i de nordiske lande. København er i den forbindelse et must, og i Peytz & Co. har vi fundet det perfekte match,” udtaler Pieter Janssens, CEO i iO.

Vil vækste 50 procent på 3 år

Peytz & Co. blev stiftet i 2002 og har medarbejdere i Danmark, Bulgarien og Moldova. Selskabet forventer en omsætning på godt 80 mio. kroner i 2022, hvilket er en vækst på 20 procent i forhold til 2021.

Ambitionen er, at virksomheden skal være 50 procent større om tre år.

”Det, at vi nu kan trække på over 2.000 talenter over hele Europa, giver os grund til at tro på, at vi kan nå langt længere ud, end vi er i dag,” udtaler Laust Jørgensen.

Peytz & Co. er stiftet af Christian Peytz, som ser salget til iO som en vigtig milepæl for selskabet. Han skriver på Linkedin, at salget har været hans primære projekt de seneste fire år.

”Efter et succesfuldt generationsskifte sidste år, er jeg meget stolt af, at vi kan bære mit livsværk ud i verden gennem en stor spiller som iO. I en verden, hvor digitaliseringen bliver mere og mere forretningskritisk, er tiden inde til, at Peytz & Co. skal være en del af noget større,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Peytz & Co. har også datterselskabet Peytz Mail. Det er ikke inkluderet i salget og drives videre uden ændringer.