Politibetjente, pistoler, røvere i klovnekostumer, eksplosioner, maskingeværer, knust glas og pengesedler i massevis.
Det er blot nogle af ingredienserne i en ny Philips-film med titlen ”Carousel”.
Filmen, som er kreeret af Tribal DDB Amsterdam og Stink Digital og i øvrigt instrueret af svenske Adam Berg, er imidlertid ikke en rigtig film, men et såkaldt ”frozen moment” fra noget, der kunne have været en ægte filmoptagelse.
Den 2 minutter og 19 sekunder lange film-sekvens med de frosne aktører er omdrejningspunktet i elektronikgiganten Philips’ kampagne for det nye fladskærms-tv Carousel 21:9. Filmen, som i øvrigt er optaget i ét ”take”, lægger naturligvis op til at give forbrugerne en ægte biografoplevelse hjemme i deres egen stue.
Kampagnen rummer desuden et
microsite, hvor filmen bliver interaktiv, så man kan ”bladre” i den, se enkelt-stills eller styre hastigheden.
Desuden er der indlagt et par hotspots, hvor man kan gå bagom optagelsen af bestemte scener med fokus på eksempelvis lys, scenografi og andre filmiske elementer.
Ifølge Philips skulle biograf-fladskærmen være på markedet i en række europæiske lande – herunder Danmark – i denne måned.
Se filmen her.