Det hører til sjældenhederne at brands bliver til begreber i danskernes ordforråd, og de fleste vil sikkert fremhæve Google, som bekendt har fået danskere og det meste af verden til at ”google”.
Men i forbifarten er der mange, der glemmer, at før Google var der Photoshop, som har sat et lignende – om noget mindre – aftryk.
Photoshop blev nemlig lanceret af Adobe for præcist 25 år siden, og det er siden blevet et uundværligt værktøj for mange fotografer og i brede dele af reklameindustrien.
For alt fra design af mælkekartoner, logoer på T-hirts, billeder i aviser, apps på mobiltelefoner, tv-grafik, reklamer på buslangsider og selv mønstret på ens sengetøj er formentlig blevet ”photoshoppet”, som det hedder ifølge Dansk Sprognævn, når et foto er blevet redigeret i det professionelle billedredigeringsprogram eller andre programmer.
– Photoshop er først og fremmest et værktøj til fotografer, grafikere og andre kreative, der ønsker at få mest muligt ud af deres fotos. Men resultaterne af de kreatives brug af programmet gør, at vi i dag ser Photoshops anvendelsesmuligheder overalt, og programnavnet har tilmed fået sin egen plads i ordbogen – som synonym for at ændre og forbedre et foto, fortæller Jes Schyum, kommunikationschef for Adobe i Norden.
Drøm videre
Jubilæet bliver bl.a. markeret med en ny kampagne, som får premiere på tv under weekendens Oscar-uddelingen, hvor budskabet lyder “Dream On”.
Reklamefilmen er således en hyldest til alt det, som er blevet skabt med Photoshop igennem 25 år, og da det på søndag er den store filmaften, bliver der naturligvis vist klip fra blockbustere som Avatar, Shrek, How to Train Your Dragon 2 og Gone Girl, som alle har fået en hjælpende hånd fra PhotoShop.
De vidner om, at hverken Adobe eller Thomas Knoll, som opfandt Photoshop, hviler på laurbærerne.
I dag, 25 år efter, er Thomas Knoll, trods en mere tilbagetrukket position i softwarefirmaet, fortsat involveret i udviklingen, selvom der i dag er kommet flere udviklere til, siden han tilbage i slut-firserne begyndte at kode de første linjer til, hvad der senere har udviklet sig til en mega-sællert med 10 millioner brugere verden over.
Ambitionen var ellers kun at sælge 500 programmer om måneden fra start af, men det har efterfølgende vist sig at være et beskedent mål, da der fortsat kommer titusindvis til hver måned.
En af de væsentlige årsager er formentlig, at det fortsat bliver udviklet på fuld kraft, og hele tiden bliver tilført innovative funktioner. Et af eksemplerne så man bl.a demonstreret på Adobe MAX-konferencen, hvor en ny feature gjorde det muligt med få klik at fjerne tåge og andre uklarheder fra et hverdagsbillede.
Desuden har Photoshop udviklet sig til en helt familie af programmer, som tæller programmer som Photoshop Elements og Photoshop Lightroom, hvor sidstnævnte i dag er blevet mange fotografers foretrukne værktøj. Dertil skal man ej forglemme, at Photoshop helt sikkert udgør grundstammen i Adobes Creative Cloud, som bekendt indeholder en hel portefølje af værktøjer, som i dag kan blive anvendt på både computere, tablets og smartphones.
Se den nye reklamefilm, som markerer 25 år med Photoshop herunder.