Da VM i reklame løb af stablen i Cannes i sidste måned var de færreste i tvivl om, at filmen #LikeAGirl som reklamebureauet Leo Burnett har skabt for Procter & Gambles Always-brand, ville gøre sig bemærket.

Og filmen, som i sit grundbudskab opfordrer piger og kvinder til at tro på deres eget værd og deres egen styrke, vandt da også striber af priser – herunder 1 Grand Prix, 7 Guld-løver, 1 løve i kongekategorien Titanium & Integrated.

Plus den nye Glass Lion, der netop hylder kommerciel kommunikation, der evner at skabe kønsmæssig balance.

Nu er Always klar med 2’eren ”Unstoppable” – og den tegner til også at ende som et hit: Den 2.44 minutter lange film blev sluppet løs på YouTube i går, og den har i skrivende stund hentet over 2,3 mio. views.

Sammen med filmen offentliggør Procter & Gamble også et par tal, der tyder på, at betydningen af sætningen ”Like a girl” allerede er ved at ændre sig – hvilket var et af målene med den første film.

Fra egne undersøgelser – Always Puberty & Confidence Wave II Study – hedder det således, at 76 procent af de adspurgte kvinder og 59 procent af mændene (alle i alderen 16-24 år), siger, at filmen har ændret deres opfattelse af udtrykket ”like a girl” som i fx ”run like a girl”, ”throw like a girl” eller ”fight like a girl”.

Du kan se den nye Always-film her – efterfulgt af den første (fra 2014) hvis du ikke har set den endnu.