I næste uge skyder en af verdens største bryggerigrupper, SABMiller, en detail-rettet dansk kampagne i gang for sit flagskib-brand – den tjekkiske Pilsner Urquell.
Det sker i form af et kulinarisk samarbejde med den populære kok Nikolaj Kirk, der også er kendt som blandt andet forfatter, foredragsholder, Fairtrade-ambassadør og vild skærm-kok på TV 2.
Og SABMillers Brand Manager i Danmark, Kenneth Hansen, er ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige match:
– Nikolaj Kirk er kvalitetsbevidst og arbejder kun med de bedste råvarer. Han har givet nyt blod til dansk madkultur med avancerede eksperimenter, højt humør og hårdt slid. Han står for ”No more discount – No more bullshit”, og det harmonerer med det, vi gerne vil stå for, siger Kenneth Hansen.
Initiativet, som ruller ud fra 1. september, er en del af en større europæisk satsning fra SABMiller.
– Vi er i gang med et større strategisk kommunikationsarbejde i Europa, som har til formål at løfte de værdier, der forbindes med Pilsner Urquell. Og her er netop kombinationen af øl og mad – i Danmark udtrykt gennem samarbejdet med Nikolaj Kirk – et centralt element, siger Kenneth Hansen.
Forventer vækst
Pilsner Urquell hører i øl-verdenen til det, der hedder det tjekkiske segment blandt de importerede øl – og ligger i top 3 blandt importerede øl målt på volumen for detailhandlen
Men det kan godt blive til mere, mener Kenneth Hansen.
– Vi ved fra en ny markedsundersøgelse, at Pilsner Urquell-mærket er kendt af 8 uf af 10, og at vi på præference kan matche store mærker som Heineken, Budweiser og Carlsberg. Det giver os et rigtig godt udgangspunkt for at rykke på det danske marked, siger han.
For halvliters-flaskerne venter han en vækst på omkring 60 procent i kampagneperioden. Samlet ventes en vækst på mellem 10 og 15 procent på hele markedet, hvis alle salgskanaler regnes med.
Læs hele historien i Markedsføring 10-2009 der udkommer i denne uge.