De danske rederier har fået nok af pirater, som gør livet farligt for handelsflåden. Regningen for pirateriet er i de senere år eksploderet og nærmer sig nu milliarden på årsbasis, skønner Danmarks Rederiforening, som kræver politisk handling nu.
– Der er ingen tvivl om, at omkostningerne og besværet ved pirateriet har været støt stigende i de sidste fire år, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmarks Rederiforening.
Ud over eventuelle løsesummer, som rederierne betaler til piraterne, gælder det ifølge Jan Fritz Hansen blandt andet omkostninger til forsikringer og erstatninger til besætningsmedlemmer, der har været holdt som gidsler.
Dertil kommer udgifter til risikotillæg og uddannelse af søfolk, ændringer af sejlruter og såkaldte missed opportunities – nemlig sejladser, som rederierne helt undgår, fordi de simpelthen er for risikable.
Borsen.dk