Pas på, bette Anders. Salget af offentlige virksomheder og forringelse af offentlig service kan blive en pind til din regerings ligkiste. Forsøgene på at finde en ejer til TV2 er gået i vasken og efterlader den skrøbelige kulturminister med begge ben plantet solidt i spinatbaljen.
Man husker stadig Mikkelsens paradenummer, hvor han lod Bruun Rasmussen sælge landsdækkende radiokanaler til de højstbydende. Rent forretningsmæssigt var det smart at bortauktionere blå luft, men de tilhørende ordguirlander om frihed i æteren, styrkelse af den demokratiske debat og plads til flere synsvinkler var jo humbug. Plidder-pladder-plastic kanalerne betyder intet for frihed eller folkestyre. De købte sig ret til at sende landsdækkende radioreklamer med underskud, men så skal man ikke bilde befolkningen ind, at der er tale om en sejr for ytringsfriheden.
I forbindelse med salget af TV2 er det vanskeligt at få øje på fordelene for seerne. For statskassen er det oplagt, et par milliarder kan man jo altid suge til sig. Det er kompliceret at argumentere for, at folk får bedre fjernsyn, hvis stationen på Kvægtorvet falder i hænderne på et selskab, der er noteret på børsen i Chicago. Desuden er det umuligt at love noget sikkert med hensyn til fremtiden. Man kan godt sværge, at man vil bringe nyheder, for så gradvist at udvande konceptet og erstatte egenproduktion med metervarer.
Regeringen har bragt sig i et dilemma, hvor den på den ene side er tvunget til at sælge TV2 til den højest bydende, mens vælgerne forlanger en dansk løsning. De to ønsker kan ikke forenes, og bag Brians bortforklaringer lurer den regulære angst for, at vælgerne vil straffe den regering, der hovedløst sælger ud af fælles ejendom.
Forleden meddelte Transportministeriet, at den såkaldte portostøtte pr. 1. august bortfalder for aviser, der ikke udkommer fem gange om ugen. Det betyder, at fx Weekendavisen og The Economist med få måneders varsel udsættes for betydelige ekstraomkostninger, men engan g imellem er man nødt til at lave nye regler, siger en herremand fra ministeriet til Politiken, og hans geniale chef af en minister mumler noget uforståeligt om, at man så på anden måde vil vise anerkendelse af de ramte ugeavisers betydning for den demokratiske debat. Hr. skotøjsmillionær Flemming ”Køge” Hansen har måske tænkt sig at indføre en særlig form for pressestøtte. Denne minister er den mest forhadte mand på Bornholm, hvor han da heller ikke tør færdes, fordi han erstattede den sikre natfærge til København med en fragtbåd til Køge ved hjælp af en ”udlicitering”, hvor mellemregningerne ikke tåler fuldt dagslys. Staten skalter og valter med national ejendom og bruger Europaunionen som bussemand. Skråt op med EU, der tillader de enkelte medlemslande at begå falskmøntneri. Grækenland kører med et underskud på statsfinanserne på 6 % (og dette tal er endda baseret på forfalskede statistikker). Der er ingen grund til, at Danmark spiller duks.
Post Danmark skal også sælges, foreløbig har en anonym pengetank sat sig på en fjerdedel. Ingen har kunnet forklare fordelen, der er udelukkende tale om at rage penge til statskassen. Man kunne måske forstå, at en sammenlægning med et andet europæisk postvæsen kunne være en fornuftig stordriftsdisposition, selv om det aldrig er blevet godtgjort, men at sælge ud af infrastrukturen til en kapitalfond, hvis eneste – helt legitime – formål er at puge penge, er volapyk for den jævne mand og hans kone. De foreløbige forringelser af avisportoen har medført flere hundrede små blades død, og den forventede ”skærpelse af konkurrencen” på distributionsområdet er udeblevet. Post Danmark har fortsat noget, der ligner monopol, der endda har tilraget sig ret til at underbyde et privat selskab for Forbrugerkontakt.
Hele energikomedien med Dong og Elsam og Energi 2 og Nesa er uden for almindelige menneskers forståelsesrækkevidde. Bestræbelserne på at skabe et salgbart statsmonopol, der så kan sælges til udlandet, tjener udelukkende det ene formål at tilføre regeringen likviditet, det ideol ogiske bragesnak om ”fri konkurrence på energimarkedet” er i bogstaveligste forstand gas.
Når disse ejendommeligheder lægges sammen, tegner der sig et grumset billede af en regering, som forgriber sig på samfundets aktiver for at skaffe penge til at opretholde den offentlige sektor, som det ellers var meningen at reducere. I en kommende valgkamp kan de forskellige manøvrer samlet fremstilles som en form for regeringsdirigeret berigelseskriminalitet til skade for folket, og så nytter det ikke at svare igen med den skandaløse Combus-sag, der fandt sted i Nyrup Rasmussens og minister Kludremikkelsens dage – og som regeringen mod forventning ikke har formået at lukke, således at de fallerede vognmænd fik oprejsning. Piratisering kan blive det nøgleord, der koster Fogh Rasmussen regeringsmagten og forårsager et NEJ til forfatningstraktaten.