De kinesiske kopipiraters hærgen eskalerer nu i et omfang, der får flere erhvervsledere og erhvervsorganisationen DI til at kræve politisk handling.

Antallet af tilbageholdte kopivarer alene i Danmark er således femdoblet fra 2010 til 2012, viser ny rapport fra EU-Kommissionen. Og nye grove eksempler på danske virksomheder, der har fået deres varemærke ulovligt kopieret i Kina og solgt på verdensmarkedet kommer til i en lind strøm.

Senest har Unipak ved Galten fået sit kerneprodukt, en særlig tætningsmasse til vandrør, kopieret i Kina og solgt i Rusland og Ukraine, hvor masser af kunder pludselig har vendt Unipak ryggen.

OJ Electronics i Sønderborg er også hårdt ramt af piratkopiering og betaler i øjeblikket privatdetektiver for at finde frem til de russere, der importerer ulovlige kopier af OJ’s termostater til gulvvarme produceret i Kina.

Borsen.dk