Hanne Bæk Olsen er borgmester i Silkeborg, og hun har med enigt byråd bag sig besluttet, at der skal etableres et parkeringsanlæg under byens torv.
Men den beslutning er ikke faldet i god jord hos en gruppe borgere, som derfor har valgt at protestere på en lidt usædvanlig måde: med en reklamekampagne, som skal køre i ugerne frem mod det kommende kommunalvalg.
Ingen bureauer i Silkeborg ville dog binde an med en sådan kampagne, så i stedet trådte aarhusianske 3fisk til.
– Vi syntes, det var en spændende kommunikationsopgave, fordi vi selv er indignerede over landets politikere – både de lokale og de nationale. I samtaler med “gruppen” blev det hurtigt klart for os, at vi stod over for endnu et klassisk eksempel på politikere, der er ude af trit med vælgerne. Politikere, der hverken lytter eller varetager vælgernes interesser, men tager nogle beslutninger, som ingen forstår og som de – politikerne – hverken kan begrunde eller retfærdiggøre med saglige og troværdige argumenter, siger Paul Fisker, der er kontaktdirektør og partner i 3fisk.
”Gruppen”, som blandt andet består af ledende erhvervsfolk og byrådskandidater i Silkeborg, har hyret bureauet på vanlig vis, så der er ikke tale om en pro bono-opgave.
Parkeringsanlæg – hvorfor?
Sagen drejer sig om, at Silkeborgs borgmester Hanne Bæk Olsen og byrådet har besluttet, at der skal bygges et parkeringsanlæg under byens torv.
Men det mener en gruppe borgere af flere grunde er en vanvittig beslutning.
For det første mener de ikke, der er behov for flere parkeringspladser i området. For det andet vil erhvervslivet på byens torv efter gruppens opfattelse lide betydelige tab i de to år, byggeriet forventes at tage – blandt andet fordi torvets gamle bygninger (Hotel Dania og Odd Fellow palæet) vil blive ødelagt på grund af byggeriet. Og for det tredje mener de, parkeringsanlægget er alt for dyrt i forhold til det antal pladser, der opnås.
Gruppen af borgere er desuden frustrerede over, at de ikke er blevet inviteret til at deltage i processen, og at Hanne Bæk Olsen senest har erkendt, at der kan blive tale om en negativ købssum for den nordjyske entreprenør, der som den eneste har budt på entreprisen. Borgmesteren vil med andre ord betale en entreprenør for at købe rettighederne til at bygge parkeringsanlægget.
Vil skabe politisk bevægelse
Opgaven til reklamebureauet 3fisk var derfor at udvikle en kampagne, der op til kommunalvalget kunne skabe klarhed om konsekvenserne af borgmesterens planer og forsøge at aftvinge hende svar på en række spørgsmål, byens borgere har til projektet – og som borgmesteren tidligere ikke har villet svare på.
Strategien blev, fortæller Paul Fisker, at etablere en politisk bevægelse, Politisk Indignerede Silkeborgensere, forkortet: PIS.
– Netop ordet indignerede er en præcis beskrivelse af, hvordan personerne bag bevægelsen oplever det politiske miljø i Silkeborg og planerne for torvet. De er opbragte, harmfulde og oprørte. På samme måde som franskmanden Stéphane Hessel med sin bog ”Indignez vous” opfordrer de unge i Frankrig til at kæmpe for beskyttelse af deres demokratiske rettigheder, er vores mål med kampagnen for PIS, at sikre borgernes demokratiske rettigheder i Silkeborg, siger han.
Kaffen galt i halsen
Paul Fisker er ikke i tvivl om, at det opsigtvækkende akronym nok skal få læserne af Midtjyllands Avis’ opmærksomhed.
– Nogle vil sikket få kaffen galt i halsen. Men vi er overbeviste om, at borgerne i Silkeborg generelt vil tage godt imod kampagne, fordi vi med forkortelsen og kampagnens øvrige tone og stil giver bevægelsen en vis ironisk distance til deres egen kampagne – og gør det med et glimt i øjet.
I bureauets rådgivning af ”gruppen” og eksekvering af kampagnen har det været afgørende, at tonen er både sober og venlig for at kunne tiltrække tilhængere fra begge sider af de politiske fløje.
– Vi ønskede, at gruppen skulle fremstå overskudsagtig og ressourcestærk, både økonomiske og intellektuelt. Det virker intimiderende i forhold til borgmesteren og byrådet, men samtidig tillokkende på alle byens borgere uanset deres politisk overbevisning. Derfor anbefalede vi gruppen helsidesannoncering i de førende aviser, et navn der rummer et lidt højtravende begreb – og en forkortelse, som minder om et bandeord, der dog i dag er så stuerent, at selv nationale politikere nu og da bruger det.
Kampagnen afvikles de kommende uger op til kommunalvalget i en række lokalmedier i Silkeborg, og foreløbig har den første avis -efter at kampagneoplægget blev præsenteret for lokale medier – tilbudt at indrykke annoncer – gratis.
Følg med på ”Gruppens” nyoprettede Facebook-side her.