Internetvirksomheden Pixmanias dansksprogede hjemmeside misinformerer forbrugerne på en række punkter om deres rettigheder.
Det mener Forbrugerombudsmanden, der har gået hjemmesiden efter i sømmene efter flere klager og en del medievirak.
Resultatet er en anmodning til de franske forbrugermyndigheder om at gribe ind over for virksomheden.
Et af problemerne er, at kundeforhold håndteres efter franske regler, men når Pixmania har en dansksproget hjemmeside, kan danske forbrugere påberåbe sig ufravigelige danske regler, som det lyder fra Forbrugerombudsmanden.
Ligeledes oplyses det på hjemmesiden, at det er Handelsretten i Paris der er udpeget som den domstol, hvor en eventuel retssag mellem parterne skal føres – men den går heller ikke, da den slags ikke kan aftales på forhånd i forbrugerforhold.
– Det er mit indtryk, at danske forbrugere kan have problemer med at få de rettigheder, de har krav på, når de handler med Pixmania. Jeg er derfor glad for den mulighed, det europæiske samarbejde giver mig for at anmode de franske myndigheder om at sørge for, at hjemmesiden bliver rettet, siger Henrik Øe.
Der er desuden problemer med blandt andet reklamationsret og regler vedrørende ansvar ved forsinket levering.
Pixmania er indstillet på, i dialog med de franske myndigheder og efter deres skøn, at ændre de problematiske forhold.