Ord, der ellers var gledet ud af sproget, er på vej op af skarnkassen. Siden afskaffelsen af ”fri mellem” har der faktisk ikke levet dumme eller dovne mennesker i Danmark. Dengang delte man eleverne i boglige og ikke-boglige efter femte klasse. Så vedtog man, at alle mennesker principielt er lige gode, de skulle ikke diskrimineres af et elitært skolesystem, hvis vilkårlige domfældelse ville forfølge dem resten af livet.
Dovenskab kunne heller ikke anerkendes. Nok var der nogle indenfor skolens verden, der ikke var så flittige, men det skyldtes først og fremmest den sociale arv og barndomshjemmets manglende evne til at hjælpe lille Ole. Hvis samfundet kunne kompensere for dette omsorgssvigt, ville de dumme og dovne blive flinke og flittige og lade være med at pjække, og vi ville komme et skridt nærmere det tusindårsrige, hvor ondskab og egoisme erstattes af tro, håb og kærlighed.
Nu kan man på forsiden af Politiken læse om dovne gymnasieelever , og rektorerne er begyndt at diskutere, om det er hensigtsmæssigt, at de dovne elever selv kan bestemme, at de gerne vil oprykkes til næste klassetrin, selv om de kun har et gennemsnit på 6 og i øvrigt betragter gymnasiet som en prestigegivende ungdomsklub.
Mere eller mindre selvbestaltede elevorganisationspamperaspiranter tager afstand fra den ondsindede kritik, der rammer ”de svageste”. Det kan godt være, at nogle elever tager arbejdet lidt lettere end godt er, men det skyldes hverken dumhed eller dovenskab, men uinspirerende undervisere, kedelige bøger, dårlige læseplaner og lignende forhold, der alle kan siges at være ”samfundets skyld”. Ergo må ”der her samfund” på en eller anden måde laves om, så det giver mere plads til de svage. At der eksisterer masser af eksempler på, at elever fra ikke-boglige hjem har taget strålende eksaminer og opnået høje stillinger anses for at være sagen komplet uvedkommende.
Skræmmebilledet går under varebetegnelsen ”den sorte skole”. At den funktionelle analfabetisme har et foruroligende omfang, og at selv de vordende dansklærere har vanskeligt ved at mestre modersmålet anses for mindre væsentligt.
Mennesket er af natur dovent og må dagligt, ja ofte flere gange i døgnet stramme sig op. Det er en viljesakt, som i bedste fald antager rutinens karakter, således at den ikke-dovne tilstand bliver reglen og afslapningen undtagelsen. På kort sigt er det sjovere at sludre, drikke kaffe og ryge smøger end at udføre en kompliceret beregningsopgave eller skrive en fysikrapport. Verden er fuld af adspredelser, hvoraf mange er mere underholdende end arbejde. Men når det rapporteres, at syv ud af ti pæda’er i en given børneanbringelsesinstitution har for vane at pjække om mandagen, begynder dovenskaben at blive samfundsskadelig. Igen er der lukket op for ”objektive faktorer”, der fremkalder denne kollektive ugidelighed: For mange børn i for små rum i for mange timer til for ringe løn. Den slags remser kan en habil fagforeningskvinde sagtens lire af sig, hvis den nysgerrige mikrofon ringer kl. 05:50.
Den gryende fornemmelse af, at dovenskab og dumhed i visse tilfælde er selvforskyldt, underminerer den bekvemme forestilling om, at en samfundsforvandling vil afskaffe dårligdom til fordel for det nye menneske, som er befriet for slette karakteregenskaber. Talrige religioner og politiske ideologier har forestillet sig det perfekte individ, der ville blive belønnet med fripas til tusindårsriget. Og som fossilkommunisterne stadig siger: Det er ikke marxismen, der er noget i vejen med, den er bare blevet misfortolket.
En kampagne mod dovenskab og pjækkeri ville ikke få det nemt. Den ville forlods blive betragtet som diskriminerende og generaliserende, og hvis den oven i købet antydede, at bistands-nassere skulle se at tage sig sammen i stedet for at lade sig forsørge af de flittige, ville sagen formentlig blive indbragt for alverdens domstole. Det skulle heller ikke volde urimelige reserarch-anstrengelser at finde nogle dovne pjækkere, der vil forsvare og forklare deres ret til ikke at bestille noget og derfor lade morakkerne betale. Sandsynligvis kan man støve en samfundsforsker op, der kan argumentere for, at dovenskab er rigdom, pjæk er frihed og flid er fup – i virkeligheden er det de flittige, der er dumme, og verden er alligevel blevet så automatiseret, at vi slet ikke har råd til, at de dovne bliver flittige.
Alligevel undrer man sig over de enorme ressourcer, som spildes på skoler, universiteter, seminarier, sprogskoler, læreanstalter og kurser. Milliarder postes i projekterne, for ingen politiker er endnu kommet galt afsted med at forlange uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, men systemet ligner et defekt fjernvarmeanlæg, der tvangsfodres med brændstof, skønt halvdelen af energien fiser ud gennem utætte rør.
Nå, jeg må videre. Ingen skal beskylde mig for hverken det ene eller det andet.