I gamle dage, da der var spænding ved politisk ungdomsarbejde og derfor større tilslutning end i dag, jagtede politiet aktivister, der med klisterspand, kost og plakater praktiserede ytringsfrihed på byens facader. Bøde- og konfiskationssager hærdede datidens rebeller, som i konfrontationen med ordensmagten søgte og opnåede en bekræftelse af deres verdensbillede. Kampen på frie ord betød, at de mest ihærdige plakatister krydrede klistret med pulveriseret glas, hvilket begrænsede spontan manuel nedtagning. Nu er det sjældent at se en ramsaltet politisk plakat i gadebilledet, heller ikke det evner de såkaldte “autonome“, og risikoen for at blive arresteret på fersk plakatgerning er begrænset.
Myndighederne har givet op overfor den kvart-illegale plakatopsætning i det indre København, som ifølge Jyllands-Postens Hovedstads-tillæg styres af en veritabel mafia, der har erobret herredømmet over udvalgte husfacader, plankeværker og mure. Den, der selv forsøger sig med opklæbning disse steder, vil snart få mafiaens hævn at smage: Hans plakater klistres over i løbet af få timer.
Real outdoor koster cool cash. De fleste ved, at buslangsider, plakatsøjler, jernbanestationer osv. er efterspurgte og derfor højt betalte exponeringsmuligheder. Her kan de mindre kulturarrangører slet ikke være med, og derfor må de henvende sig til det delvis usynlige korps af navnløse opklæbere, som beregner sig fra 4 til 14 kr. pr. plakat incl. klister. For en – målt med normale reklamealen – yderst beskeden sum kan man altså dominere København med nogle hundrede plakater.
Tro nu ikke, at det næste OMO Ultra dobbelt så hvid til den halve pris-burst kan arrangeres for fem tusinde til en alternativ opklæbningsplan. Mafiaen udøver nemlig en form for censur, der sorterer budskaberne. Vennerne kan få lov at pryde fladerne, andre henvises til mediernes hovedtrappe.
Den politiske plattenslager vil måske gå så vidt som til at sige, at “folket“ har generobret en del af byens rum. Og at plakatkampen på sin vis er en variant af klassekampen, hvor de undertrykte tilkæmper sig et lodret territorium og forsvarer det.
Fornylig blev der sat et plankeværk op i forbindelse med renoveringen af den gamle telefonkiosk på Kultorvet, og mens kommunalarbejderne monterede de sidste plader, var plakatopklæberne på banen og annekterede disse nye flader.
Visse blade, koncerter og pladeudgivelser har på denne måde uhindret adgang til byens øjne. Man kan diskutere, om plakaterne er pæne eller grimme, men de dækker et informationsbehov. Enkeltvis betragtet er mange af plakaterne absolut flotte. Byen er vel til for at blive brugt, og om den skæmmes eller ej er en smagssag. Omvendt er der et eller andet i os, der siger, at det er ubehageligt, når et uautoriseret syndikat annekterer et fælles område og holder andre væk.
Myndighederne jamrer; det vil koste to millioner kroner om året at folde facaderne plakatfri, og politiet har jo nok at gøre med at vogte tilholdssteder for to rivaliserende stammefolk, som har indført privatiseret dødsstraf og ikke lader sig hæmme af intensiveret patruljering.
I den yderligste del af reklamens verden kan det altså lade sig gøre at platte sig til sorte penge, og sådan nogle er der ellers ikke mange af i branchen, skønt omsætningen på årsbasis er 18 milliarder kroner. Vi opkræver og betaler pænt A-skat, bruttoskat, moms, ATP, AER osv.
Under alle omstændigheder beviser det mafiøse mediamonopol, at man ikke kan undvære reklame, hvis man vil sælge noget, i dette tilfælde især kunstneriske og kulturelle oplevelser. Hvis publikum ikke ved, hvad markedet byder på, er det afskåret fra at vælge, og udbud uden efterspørgsel er et surt show.