I ny og næ støder man på reklamer, der virker bekendte. Og som oftest er det da også det, vi internt i branchen kalder plank. Der er mange afarter af plank. Fra skelen til et billedsprog, et andet bureau har brugt, til en kampagne og decideret genbrug af andres ideer. Nogen kalder det inspiration. Andre kalder det tyveri. Det værste er dog, hvis planken optræder for en konkurrent til ens egen kunde. Vi har f.eks. arbejdet med en af vores kunder de sidste 5 år. Bl.a. med lanceringen af en flot designet kontormøbel-serie. Vi har skabt et kommunikationskoncept med en æstetisk linie, som afspejler det design og den kvalitet, som kunden står for. Vi har fotograferet produktkataloger, lavet annoncekoncepter og været med til at få serien ud at flyve. Det er gået godt. Møbelproducentens kunder har taget meget fint imod den nye serie. Og vi har fået ros for den stil og tonalitet, der er lagt i vores materiale.
En, der også har taget ualmindelig fint imod både møblerne og reklamematerialet, er en af vores kundes konkurrenter. Først lancerer man en ny serie, som er lagt meget, meget tæt op af vores kundes design. Faktisk bliver man i tvivl om hvad, der er hvad. Så bliver de kataloger, vi har produceret, taget med til en fotograf, hvor vores kataloger blev skudt, med beskeden om, at “Vi skal have noget magen til“, hvilket de dybest set får. Dog ikke af “vores“ fotograf. Og sørme om der ikke bliver skelet meget kraftigt til vores skrifttype og måde at skrive på. Så bliver vores kampagnekoncept med farvefotos kombineret med sort/hvid billeder anvendt. Ikke nok med det. Konkurrenten vælger bl.a. også at anvende en nøgen person som blikfang. Deres er en kvinde, der skuer ud over en skrænt. Vores sidste annoncekampagne var med en nøgen mand, der så ud over en skrænt!
Sidste skud i min øresnegl er, at konkurrenten nu er ude efter vores kundes faste udstillingspodie i Kastrup Udenrigslufthavn.
Kald det blot petitesser. Det er det måske i reklamesammenhæng. Men i et lidt større perspektiv er det faktisk en alvorlig sag for en kunde, der har investeret mange år, hjerteblod og kræfter i at udvikle og markedsføre deres nye flagskib.
Det er så nemt at løbe i andres fodspor, og alle ved, at det ikke automatisk bringer en foran. Men der må et eller andet sted også være en moralsk grænse for, hvor langt man vil gå som bureau. Hvorvidt det handler om at tækkes en kundes ønsker, eller om det bare er fordi, man ikke selv kan udvikle koncepter, der er banebrydende og gennemslagskraftige nok, ved jeg ikke. Jeg ved kun det, jeg kan se og høre. Og nu er de to virksomheder snart ikke til at se forskel på.
Og det er mig alt rigeligt. At en konkurrerende kunde, ditto designfirma og ditto reklamebureau virkelig kan være enige om, at dette er en farbar vej at gå, synes jeg vidner om ideforladthed og kreativ udtørrethed.