Sus Rødgaard er planner hos Young & Rubicam og har i sin fritid skabt en platform på Internet. Platformen sammenfatter på engelsk og dansk international viden om planning.
Sus Rødgaard har gennem Internettet indsamlet det meste af det materiale om planning, der er tilgængeligt i verden. Ønsket udspringer af at hun synes at det generelle kendskab til strategisk planning er for lavt.
– Der er stadig mange der ikke ved hvad planning er. Men det er ikke hos kunderne problemet er størst. De er vant til at bruge managementkonsulenter og andre rådgivere. Til gengæld kniber det hos reklamebureauerne med hvad de kan bruge en planner til, fortæller Sus Rødgaard.
Plannerguiden er beregnet til reklamefolk, annoncører og andre der har interesse i strategisk planning og kommunikation generelt.
Internet-siderne er bygget pædagogisk op og kan både læses af personer der aldrig har hørt om planning før, og af personer der er godt inde i stoffet.
Sus Rødgaard formår at komme hele vejen rundt lige fra plannerfunktionen, dens historie, arbejdsmetoder og rolle på reklamebureauet, til hvilken værdi det har får et bureau og en kunde at have en planner tilknyttet.
Guiden indeholder også en litteraturliste over de bøger og artikler der er skrevet om planning, og der er links til relevante planner- og bureauorganisationer i hele verden.
– På sigt ender det måske som en lærebog, siger Sus Rødgaard, men erkender at potentialet på det danske marked er for lille til en trykt dansk version.