I aften er der skandinavisk premiere på instruktør Gary Hustwits nye film, Objectified. Det er ham der også har instrueret Helvetica, der handler om den klassiske typografi i hovedrollen.
Objectified kigger nærmere på forholdet mellem mennesker og de ting, vi omgiver os med og bruger hver dag.
Og premieren, og besøget af instruktøren selv, sponseres af de kreative netværk SweetTalk og Dansk Dynamit i samarbejde med online-bureauet Plant.
Men hvorfor sponserer et digitalt bureau noget så gammeldags som en tur i biffen?
– Selv om Plant hovedsageligt udvikler digitale løsninger, er det selvfølgelig lige så vigtigt at kigge op fra skærmen en gang imellem og få inspiration og ideer fra offline-verdenen, siger direktør i Plant, Martin Schultz og fortsætter:
– I en tid hvor kampagner og brands flyver om ørerne på os, er det jo ret fascinerende, hvordan nogle ting opnår klassikerstatus og forbliver på hylderne i årtier. Så ud over det kreative indspark kan filmen nok også lære os noget om brand loyalitet og langvarige kunderelationer. Derfor har vi valgt at sponsorere initiativet.
Visningen var oprindelig planlagt til at finde sted Grand Teatret i København klokken 17.00, men da der hurtigt blev udsolgt, er der også en visning klokken 21.30. Billetter kan købes i biografen.