Naturli’ Foods har – via Facebook – valgt at give forbrugerne en stor stemme i jagten på at udvikle et nyt plantebaseret økologisk smørbart produkt.
I praksis er det foregået via siden ”Plantebevægelsen”, hvor virksomheden har spurgt sine følgere til råds i forhold til bl.a. navn, pris, indhold, smag og design af emballage. Og interessen har været overvældende, fortæller salgsdirektør Henrik Lund fra Naturli’ Foods:
– Vi har fået næsten 3.000 kommentarer, og dialogen er nået ud til 300.000 mennesker. Rigtig mange har givet deres mening til kende om produktet og indpakningen og bekræftet os i, at der reelt mangler et produkt lavet på planter, der kan bruges i stedet for smør, siger han.
– Vi har været på markedet siden 1988, men nu mærker vi for alvor et positivt skred i forbrugernes bevidsthed, siger salgsdirektør Henrik Lund fra Dragsbæk-koncernen, der ejer Naturli’-brandet.
Tendensen er klar
Oprindelig blev virksomhedens produkter primært købt af personer med fx. laktose-intolerans, men gennem de senere år er Naturli’Foods’ produkter begyndt at appellere bredere:
– Det er tydeligt for os, at der er kommet nye forbrugergrupper til, som ikke kun går efter produkterne, fordi de eller et familiemedlem ikke tåler mælk, men fordi der simpelthen er flere og flere, der gerne vil leve mere plantebaseret, siger Henrik Lund.
Og den betydelige aktivitet og de mange kommentarer på Facebook bekræfter tendensen. En bruger skriver fx:
– Det produkt, I er i gang med at udvikle, kommer helt sikkert til at udfylde et hul i markedet, skriver en bruger.
Inde hos de store kæder
Det nye produkt er fremstillet af raps, kokos, sheanødder og mandler – og det er er gluten- og laktosefrit, oplyser selskabet.
– Produktet har været mere end et år undervejs, men nu er det blevet, som vi ønskede det, siger Henrik Lund, der ikke er i tvivl om, at crowd sourcing-strategien skal bruges igen:
– Vi vil klart – også i fremtiden – bede forbrugerne om hjælp, når vi skal være sikre på, at et produkt rammer et behov, siger han.
Men der er jo ellers en del konkurrenter på det ”smørbare” marked?
– Det er der, men Naturli’ Økologisk smørbar er et produkt, der kan noget nyt. Det er rent plantebaseret i modsætning til andre produkter som fx Kærgården, der er baseret på mælkefedt.
Og noget tyder på, at Naturli’ Foods har ramt en trend, som også andre har set: Produktet er på listen hos alle Coops kæder, hos Dansk Supermarkeds Føtex og Bilka, samt i Meny og Kiwi.
Og hvad med marketing?
– Ja, vi ligger ikke inde med budgetter, der rækker til reklameblokken på TV, så vi baserer os primært på word of mouth, og vores Social Media-kanaler. Især Facebook, men også Instagram og YouTube benytter vi, siger Henrik Lund.