Der er efterhånden ingen grænser for hvad man som journalist med speciale i markedsføring bliver udsat for i forsøget på at få omtale om kampagner og priser. Den gamle pressemeddelelse på en fax eller mail er efterhånden historie og det handler nu mere om at overgå hinanden i måden man får formidlet sit budskab.
Den følgende historie er ganske sand og handler om, hvordan man laver pressemøder i mediebranchen. Det er også historien om indbrud på et reklamebureau, champagne og kaviar, listetyve og plat og plank og endelig er det historien om, hvordan man får to trætte journalister til at stille op pressemøde en regnfuld og kold mandag aften.
For to uger siden modtager jeg en yderst mærkelig invitation til pressemøde indeholdende en jernstang og en elefanthue. På emballagen, et paphylster, står kun forklaringen: “Mød op torsdag 19. oktober 22.00 ved Kongens Have og se, hvad kreative vil gøre for at vinde Outdoor Award 2000“. Den 19. oktober bliver jeg dog ringet op af en dame, som fortæller mig at det hele er flyttet til om mandagen på grund af efterårsferie. Lettere forundret giver jeg tilsagn om nok at dukke op.
Klokken er 21.59, der er mandag aften i det indre København, som for længst har sendt det arbejdende folk hjem til forstæderne. Nu er den kun befolket cafegæster og forretningsrejsende.
Godt træt efter en hård dags arbejde har jeg kæmpet mig ned i en taxa og ind til Gothersgade. På hjørnet ned mod Dr. Tværgade står en mand, der kan få Brian Nielsen til at ligne en ulveunge. Ved hans fødder ligger en indbrudstaske a la Olsen Banden.
Da jeg nærmer mig ham vender han hovedet, kigger på mig og rækker sin kæmpe næve frem for at give mig hånden.
– De kalder mig Jernstangen. Ja, så den er god nok. Du er kommet til det rigtige sted. Du er den første, men vi skal lige vente på et par til. Så jeg venter lige med at forklare.
Sætningerne er alle korte og abrupte og får derfor lidt status som kommandoer. Jernstangen kigger sig distræt omkring på Gothersgade. Et par minutter efter dukker næste journalist op.
Jeg hilser på min kollega, som virker lige så træt og måbende som jeg. Han får den samme mængde små sætninger, hvorefter vi venter et par minutter. Jernstangen går lidt væk og laver et par telefonopkald for at være sikre på, at der ikke skulle komme flere.
– Der skulle komme to til, men vi går i gang. Nu skal I høre. Jeg har fået til opgave at skaffe jer ind på et stort dansk reklamebureau, hvor vi skal ind og hente en reklamekampagne.
Min kollega og jer kigger uforstående og lige forvirrede på hinanden. Vi begynder at bevæge os over mod det “store reklamebureau“ på den anden side af gaden. På vejen giver Jernstangen os lektion 1 i indbrudshistorie fra 80’ernes Danmark.
Dengang var der to måder at åbne Rukolåse. Enten en låsepistol, som mest var for amatører, eller fem specielt designede nøgler. De fem nøgler er Jernstangens foretrukne metode. Vi når frem til indgangen til bureauet, hvor Jernstangen tager en elefanthue og handsker frem fra Olsen Banden-tasken.
– Jeg har det bedst, når jeg har det her på. Håber ikke det gør noget.
Jernstangen begynder sit arbejde og viser samtidig, hvordan man let og elegant med et hammerslag i toppen af nøglen kan få alle døre op få sekunder.
Indgangsdøren glider ganske rigtigt op på få slag, og vi står inden for i den mørke indgangshal mindre end 10 sekunder senere.
Min kollega og jeg bliver udstyret med hver vores lygte og langsomt begiver vi os op af trappen mod indgangen til bureauet. Jernstangen fortæller, at han har været forbi bureauet tidligere og på en båndoptager optaget koden til bureauets alarm. Men vi har kun ti sekunder til at afbryde alarmen. Jernstangen gentager tricket med hammeren og farer derefter ind på det mennesketomme bureau. En hyletone begynder, men få sekunder efter har han slået alarmen fra. Han puster lettet ud. Det hele tog kun otte sekunder.
– Ja, vi skulle jo finde den der kampagne. Enten er den her eller også er den i et bestemt rum i kælderen, hvor de gemmer den slags.
Jernstangen går målrettet gennem de spøgelsesagtige lokaler med fyldte skriveborde. Vi når til kantinen, hvor han gør et stop og åbner døren ud til bagtrappen. Han peger ud i mørket med sin lygte, der kun lyser rødt.
– Vi skal have elevatoren ned i kælderen, siger han og tænder lyset på bagtrappen.

ET SMøRET GRIN AFBRYDER STILHEDEN.
– Se lige det der. Det er at gøre grin med os indbrudstyve.
Han peger på en bjælke, der er sat på for at undgå, at man kan åbne elevatoren. Med hele sin vægt lægger han begge hænder på bjælken, som falder til jorden med et brag.
Vi træder ind i elevatoren og Jernstangen trykker på en knap, der sender os ned mod jorden.
Mellem 1. sal og stuen stopper elevatoren. Vi sidder fast. For første gang kan jeg mærke en smule panik brede sig. Jeg kigger på min kollega, som heller ikke har det godt med situationen.
– I skal ikke være bange. Vi skal nok komme ud. Men vi må vist hellere køre op igen.
Jernstangen trykker på en knap og vi begynder igen at bevæge os. Først opad, for derefter at tage turen en gang til. Denne gang kommer vi helt ned.
Vi er i kælderen og Jernstangen går målrettet mod en dør.
– Det er derinde.
Han begynder straks at gentage tricket med nøglerne og hammeren. Men denne sidste dør ind til bureauets skatkammer er den sværeste. Efter 20 bankeforsøg drejer han nøglen til side og vi træder ind i lokalet..
Der er lys bagerst af lokalet, hvor man mellem reoler af ringbind kan skimte diverse dukker og plakater fra bureauets reklamekampagner. At dette skulle være Alladins hule for bureauet er svært at forstå.
En stemme fra den bageste del af lokalet afbryder min tankestrøm.

– HALLO. VI ER HEROVRE.
Min kollega og jeg søger mod lyset.
På en kasse sidder selveste Henrik Sørensen, adm. direktør i More Group og ved siden af ham den høje og højre hånd Kasper Freudenthal, salgsdirektør samme sted.
Det er en høj køn pige med et stort sort hår, lange arme og ben, der fanger mit blik.
Storsmilende byder hun mig og min kollega velkommen. Ved siden af hende står en anden høj fyr med markante bakkenbarter. Jernstangen er forsvundet og pressemødet er i gang.
Efter at have budt velkommen med en snak om outdoormediets fantastiske udvikling kommer Henrik Sørensen frem til årsagen til vores natlige møde i en kælder.
More Group vil nemlig i år gøre Outdoor Award 2000, som arrangeres for fjerde år i træk, til en begivenhed, der mindst skal kunne matche sidste års rekord-tilmelding på næsten 600 arbejder. Derfor har More Group investeret omkring en million kroner i Outdoor Award 2000, som Henrik Sørensen betragter som branchenspriskonkurrence for kreativ outdoor.
I samarbejde med det store danske reklamebureau vil More Group i år give reklamebranchen dens egen medicin. Ud fra ideen om, at alle snakker om hvem der planker og laver plat på andres ideer vil man på en række medier skabe et mediepres om den nye pris. De kreative på bureauerne får ikke meget fred frem til deadline for aflevering, som er i slutningen af november. Med bl.a. annoncer, e-mails, direct mail og happenings vil de kreative blive mindet om konkurrencen. Alle dele af kampagnen sker med udgangspunkt i konkurrencen, hvor alle kan være med og det endda ganske gratis. Eneste opgave er, at man kan lave en outdoorreklame. Temaet for kampagnen kører derfor på sloganet “Gør alt for at vinde Outdoor Award 2000“. En del af kampagen bliver et specielt outdooraward.dk site, bygget op med samme layout som adcritic.com, hvor kreative kan få hjælp til at planke ideer fra andre reklamer. Man kan endda lave sin egen outdoor på nettet.
Vi får hele kampagnen præsenteret af de to høje personer, som viser sig at udgøre det kreative team bag ideen. Med entusiasme og vildskab i øjnene forklarer de hvordan de enkelte elementer skal få deres kolleger til at lette på smilebåndet og fatte pen og blok for at dyrke deres egne kreative outdoorideer eller planke de andres.
Klokken 23.30, en time efter at vi trådte ind i kælderen forlader min kollega og jeg det store danske bureau, udstyret med pressemateriale og en lille gave i form af endnu et stort hylster med champagne og kaviar.
– En ting er hvad de kreative gør for at vinde Outdoor Award 2000, men en anden er hvad de kreative gør for at fedte for pressen, siger den høje pige idet vi bliver lukket ud.
Hun har ganske ret.
Det næste bliver vel, at vi skal på overlevelsestur for at høre om Guldkorn, så det skal nok blive sjovt.