Da Clienti trådte ind ad døren hos JKS, stod en ny kommunikationsplatform ikke øverst på dagsordenen. Tanken var egentlig blot kvalificeret sparring til at få rodfæstet den vækst og forretningsmæssige knopskydning, som vikar- og rekrutteringsvirksomhed oplevede.
– Men indimellem sker det, at et enkelt spadestik åbner for helt nye perspektiver på tingene, som Clienti-folkene formulerer det.
Og da bureauet, der i dag har kontorer i Aalborg, Aarhus og København, først havde hjulpet en ny forretningsstruktur på plads, gav det god mening, at man gik endnu videre med samarbejdet.
Platformen har gjort en forskel
For der er ingen tvivl om JKS har udviklet sig en del de senere år. Fra at være et landsdækkende vikarbureau er det nu også en rekrutterings- og rådgivningsvirksomhed med speciale i bl.a. Assessment og Capacity Management. Som om det ikke er nok, opererer JKS i stigende grad ud over landegrænserne.
– Jo længere vi kom i samtalen med Clienti – og jo mere de præsenterede – desto tydeligere blev det, hvilken forskel en helt ny kommunikationsplatform kunne gøre for os, siger underdirektør hos JKS, Søren Ingemann, og tilføjer:
– Også internt har vi glæde af den nye platform. Clienti stak en retning og et løfte ud, der var i tråd med vores DNA, og som samtidig gav en ny vitalitet til det, vi laver.
– Når vi fremover siger ”Moving your potential” adresserer vi bedre, hvad vores fokus er. I en verden under konstant forandring, hjælper vi mennesker med løbende at få mest ud af deres potentiale – uanset hvor de er i deres arbejdsliv – og uanset om de søger et job eller har brug for at få jobs besat. Vi åbner for muligheder og øget konkurrencekraft. Vi åbner for at se på, hvad ting kan blive til og hvor de kan føre hen.
Den nye platform skal nu ud og leve
Der er også stor tilfredshed hos Clienti med samarbejdet, der påbegyndte i foråret.
– Det har været en rigtig spændende proces. Ikke kun fordi JKS har vist mod og handlekraft, men også fordi de med stor åbenhed har ladet os være med helt inde i maskinrummet, siger Christian Mücke Laursen, kontaktchef for Clienti, Aarhus.
De første elementer er allerede sat i søen og flere følger trop i løbet af året. Med en ny platform følger en naturlig opdatering af kommunikationsmaterialer hele vejen rundt. Både internt og eksternt.
– Det giver travlhed, når en virksomhed af den her karakter skruer så meget på sigtekornet. Men vi har arbejdstøjet på og glæder os til at få den nye platform til at leve, slutter Christian Mücke Laursen.