En nordisk julekampagne til et større tocifret millionbeløb, skal være medvirkende til, at Playstation 2 beholder sin position som markedsleder, når to nye konkurrenter: Nintendo Game Cube og Microsoft X-box bliver introduceret på markedet til marts næste år.
– Playstation 2 har været baseret på Playstation 1’s succes. Den første Playstation er hidtil blevet solgt i over 87 millioner eksemplarer på verdensplan og game-markedet er i fortsat vækst. Nye store konkurrenter har meldt deres ankomst, og vi går derfor nu ud og befæster vores position med den største nordiske kampagne nogensinde, siger Nordic Brand Manager Christian Noer fra Egmont Interactive A/S.
Kampagnen består af to dele. En branddel og en softwaredel. Branddelen går under navnet “The third place”, der består af et biografspot, som vil køre fra november og indtil jul. TBWA i London har produceret syv spots i alt, og de resterende spots kan ses på internettet.
Payoff’et “Different place – Different rules”, et univers, hvor det er bambien og ikke bilen som slipper uskadt efter en voldsom kollision – som det sker i det spot Egmont har valgt at vise i Skandinavien.
Jak and Daxter
Kampagnens softwaredel består af tre spil. “Airblade” og World Rally Championship”, der bl.a. vil blive markedsført via tv og print i udvalgte games- og livsstilsmagasiner.
– Det tredje spil “Jak and Daxter”, kommer først på markedet sidst i december. Det er et helt nyt koncept, et spil for hele familien, og vi vil opbygge hype omkring spillet fra starten af november. Det handler om at skabe “word of mouth”, længe før spillet rammer markedet, understreger Christian Noer.
“Jack and Daxter” vil blive markedsført med en event, hvor man via eventbureauet Event Force har hyret skuespillere til at optræde som detektiver.
“Detektiverne” vil opsøge spillecaf‚er, arkadehaller m.v., hvor de vil afhøre de unge, for at høre om nogen kender noget til de mystiske Jak & Daxter figurer. Folk vil ligeledes blive opfordret til at aflevere deres oplysninger via mail og internet og først senere i forløbet vil folk finde ud af, at det hele drejer sig om et nyt Playstation 2 spil. Eventen vil blive fulgt op af landsdækkende tv-spots og plakater med silhuetter af Jak and Daxter.
– Tre ting skal drive salget. Brandingen, de nye spil, og så har vi reduceret prisen på Playstation 2 med 40%, fortæller Christian Noer og fortsætter:
– Vi har to primære målgrupper, dem der allerede ejer en Playstation 1 og så dem, der er ejer 2’eren – som skal gøres interesserede i de nye spil. Kampagnen i Norden vil være fuldstændigt enslydende, mens resten af Europa frit kan vælge at satse på andre elementer, siger han og tilføjer, at man rent trade-mæssigt også vil have en stor synlighed i handelen via nyt POS-materiale og merchandise.