SingStar er et helt nyt spilkoncept til PlayStation2. Spillet styres med mikrofoner, og man dyster med venner og familie om, hvem der synger bedst til de 30 originale musiknumre og -videoer, der følger med.
Med SingStar forsøger PlayStation2 nu for alvor at konkurrere med de traditionelle medier som film, musik og tv. SingStar udfylder, ifølge Nordisk Film Interactive, der står bag PlayStation i Danmark, et stort hul i udbuddet af spil til piger og kvinder, der ifølge amerikanske undersøgelser udgør 39 procent af dem, der spiller interaktive spil.
– Traditionelt har spilproducenterne haft drenge i tankerne, når de udviklede spil. Derfor har vi tænkt anderledes for at nå de mange piger og kvinder, der vil spille andet end racer-, skyde- og sportsspil, fortæller PR Manager Marc Skouborg fra Nordisk Film Interactive.