DRs generaldirektør Kenneth Plummer afviser, at han skulle have overhørt en advarsel om, at DR Byens budget var ved at skride. Det hævder Ekstra Bladet ellers i en artikel i går, tirsdag den 26. september, hvor det hedder, at Plummer allerede i juni var advaret om, at DR Byen ville blive meget dyrere end forventet.
Ifølge Kenneth Plummer er de væsentligste fakta i sagen følgende:
* Slutprognosen, der fik DR til at melde ud om den forventede budgetoverskridelse, forelå i midten af august. Da budgettet for DR Byen ved årsskiftet 2005-2006 blev revideret, blev det aftalt, at en sådan prognose skulle laves i efteråret 2006. Det var en forudsætning for tilstrækkelig sikkerhed i prognosen, at hovedprojekteringen af Koncerthuset var afsluttet, og at en række væsentlige entreprisekontrakter var genforhandlet. Det blev de hen over sommeren og i august. Økonomidirektøren blev informeret om resultatet af slutprognosen den 18. august, hvor han orienterede Kenneth Plummer i en mail. Slutprognosen blev behandlet i direktionen den 30. august og i bestyrelsens byggeudvalg 31. august.
* DRs officielle budget var frem til byggeudvalgsmødet i slutningen af august fortsat kr. 3,37 milliarder kroner.
* Bestyrelsens byggeudvalg, som generaldirektøren er medlem af, fik på sit sidste møde før sommerferien, tirsdag den 9. maj, præsenteret en risikovurdering på 40-100 millioner kroner over budgettet på de 3,37 milliarder kroner. På direktionens sidste møde før sommerferien, onsdag den 28. juni, fik den at vide, at risikovurderingen nu var højere end i maj, og at projektet derfor kunne ende i en pris på godt 3,5 milliarder kroner. Men det var i en situation, hvor der allerede blev arbejdet på at fremlægge en egentlig slutprognose i august. Kenneth Plummer har i flere interview i løbet af de seneste uger fortalt, hvad han vidste før sommerferien og nævnt de 3,5 milliarder kroner.
* En risiko er ikke en konstateret omkostning, men netop en risiko, som først skal be- eller afkræftes gennem nærmere analyser. Derfor var den væsentligste beslutning, som blev truffet på byggeudvalgets møde i maj, at byggeorganisationen nu var klar til at udarbejde en egentlig slutprognose for byggeriet, som ville blive fremlagt på byggeudvalgets møde i august. Slutprognosen medtager omkostninger for alle kendte ændringer og forventede slutomkostninger til uforudsete ekstraarbejder. Samtidig er der lagt reserver ind, så projektet med stor sandsynlighed kan gennemføres inden for den estimerede ramme, der som tidligere omtalt er fire milliarder kroner.
* Alle væsentlige beslutninger for byggeriet var truffet, inden Kenneth Plummer tiltrådte som generaldirektør. Byggeriet var allerede i sommeren 2005 så fremskredent, at besparelser i større omfang ikke længere var mulige. Derfor kunne han henover sommeren i år heller ikke have truffet beslutninger, som kunne have gjort byggeriet væsentligt billigere.
* Byggeprojektets månedsrapport for maj, som lå færdig den 27. juni, var ikke blevet sendt til direktionen forud for mødet den 28. juni. Direktionen modtog en grundig mundtlig orientering om arbejdet med slutprognosen og herunder også om risikovurderingen på de 3,5 milliarder kroner. Først i slutningen af august modtog Kenneth Plummer denne rapport som intern post fra byggeorganisationen. Men da havde han ugen før fået kendskab til, at budgetafvigelsen ville blive op mod 600 millioner kroner.
Ikke misinformeret
* Kenneth Plummer har aldrig udtalt, at han skulle være blevet misinformeret.
* Kenneth Plummer hverken har eller har haft nogen interesse i at skjule nogle informationer i sagen.
DR arbejder på en redegørelse til kulturministeren om DR Byens økonomi. Den ventes afleveret i denne uge. MSOL