Indtil videre har det blot stået klart, at bestyrelsesformand Michael Christiansen i dag vil modtage en redegørelse fra Kenneth Plummer i sagen om interviewet med journalisten Kurt Lassen.
Ifølge DR Nyheder skal bestyrelsens 11 medlemmer herefter mødes i aften for at tage stilling til Plummers skæbne, men nu kommer generaldirektøren altså ifølge Ritzau bestyrelsesmedlemmerne i forkøbet.
Kastede om sig med anklager
Kenneth Plummer tilbød journalisten Kurt Lassen fortrolige oplysninger mod ikke at få sit privatliv blotlagt i en ny portrætbog.
Blandt andet fik journalisten fortrolige oplysninger om, hvem der i øvrigt havde søgt jobbet som generaldirektør, da Plummer selv fik det.
Udover at bryde sin tavshedspligt om personalesager i sin egen virksomhed, beskylder Plummer også de tidligere DR-chefer, Lars Vesterløkke og Lisbeth Knudsen for at have fusket med regnskaberne.
Uden at fremlægge dokumentation for påstanden, hvilket har fået Lisbeth Knudsen til at kræve et dementi fra generaldirektøren.
Ritzau