Som vi kender det fra Danmark, viser vejret i Sverige sig også sommetider fra sin mere barske side. Og hvad gør man så, hvis man er et outdoor-brand, der gerne vil lokke flere mennesker ud i Moder Natur uanset vejr og vind?

Et alternativt bud på dét finder man i en aktuel kampagne – Weather-Fi – fra Haglöfs.

Outdoor-brandet, der er kendt for at fremstille kvalitetsudstyr til vandre- og udendørsglade mennesker, har således etableret gratis WiFi langs med den 450 kilometer lange, historieske vandresti Kungsleden – eller Kongestien, som vi kalder den på dansk.

Forbindelsen giver vandrere mulighed for at koble sig på nettet på steder, hvor der normalt ikke er nogen form for internetdækning. Overhovedet.

Der er dog en enkelt hage ved tilbuddet: Forbindelsen fungerer kun, når det regner.

For når vejret er godt, skal naturen og de brusende gletsjervandfald, bjergsøer og imponerende udsigtspunkter naturligvis opleves, eller som Haglöfs danske CEO, Peter Fabrin siger:

– Selvom vores produkter er udviklet til at kunne trodse alle vejrets elementer, er det ikke altid nok til at motivere folk til at vandre videre, når det øser ned. Derfor vil vi gerne tilbyde folk lidt underholdning, når vejret viser sig fra sin værste side.

WiFi-forbindelsen er drevet af solceller og forbundet til en lokal vejrstation, der fungerer som ”kontakten”, der tænder eller slukker for den.

Jo mere det regner, jo stærkere er signalet, så derfor kan en vandretur i den svenske ødemark nu både byde på masser af naturoplevelser og TV-serie-maraton i teltet – afhængig af vejret.

Læs meget mere på Haglöfs hjemmeside – og se kampagnefilm her.