De autonome og politikerne: 00Det er torsdag den 1. marts. Ungdomshuset på Jagtvejen er blevet overtaget af politiet og de unge autonome er gået amok i gaderne. Brosten fyger gennem luften, biler bliver brændt af og et gymnasium bliver raseret. Det er en meget betændt situation, men ét sted emmer det af ro og overblik. Nemlig hos dem, det går hårdest udover, politiet. Det efterhånden berømte trekløver bestående af politiets talsmand Flemming Steen Munch, den ”politisk” korrekte betjent Per Larsen og deres overordnede, politidirektør i København, Hanne Bech Hansen.
I sidste uge lavede Megafon en analyse for TV2 vedr. politiets indsats under Nørrebro-urolighederne. Her svarede 92 pct., at polit iet havde klaret opgaven storartet. Og der kan vist ikke være megen tvivl om, at det bl.a. skyldes deres høje kommunikations-niveau.
To kommunikationsfolk, som Markedsføring har talt med er enige – Politiet har mestret kommunikationens kunst til et 13-tal. Mens de to parter i konflikten, de autonome og de københavnske politikere har spillet fallit.
– Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har set en dansk myndighed gribe en krisesituation så dybt professionelt an, som det er sket under nedrivningen af Ungdomshuset, mener journalist og direktør Jesper Lynghus fra kommunikationsvirksomheden GCI Mannov. Han er chef for medietræning og krisestyring i virksomheden, og afviser ikke, at han i fremtiden vil bruge bidder af politiets professionelle kommunikation, som en del af bureauets krisestyrings undervisning:
– Ungdomshus-balladen er selvfølgelig en helt speciel situation, der er svær at overføre til en virksomhed – men én følelse går igen i sådanne krisesituationer, hvad enten det handler om nedrivning, forbruge rboycot eller tab af menneskeliv – nemlig panik. Panik-følelsen er den samme, ligesom det handler om hurtigt at skaffe sig overblik.
Jesper Lynghus mener også, at politiet viste overraskende stor evne til empati:
– De indtog et fast standpunkt, så man vidste, hvor man havde dem. Det er ligesom at sige – ”jeg forstår dit problem og jeg tager mig af det” – men de satte også en grænse: her til og ikke længere! Det er en vigtig kommunikativ evne, for jo mere panisk dine omgivelser er, des mere rolig skal du være. Den evne har politiet demonstreret til fulde. Også selv om de står i en situation, hvor det ikke er dem der sætter dagsordenen og styrer ”showet”, de kan ikke forudsige, hvornår balladen starter, men de skal håndtere den, og det er nok den sværeste situation man kan stå i.

”Point of no return”

Mens rosen hagler over politiets håndtering af kommunikationen, er der ingen ros for de autonomes opførelse:
– De autonome har til gengæld klaret sig ekstremt dårligt. Det, de lavede på Christianshavns Gymn asium med raseren og afbrænding af bøger, blev en slags ”point of no return”, kommunikationsmæssigt. Dér røg den sidste flig af mulig sympati, simpelthen fordi afbrænding af bøger er et signal, ingen i den frie verden bryder sig om. Her kunne de autonome have været hurtige på barrikaderne med en total afstandtagen til det der skete. Men de foretog sig ingenting og ja, det er nok den værste kommunikationsmæssige fejl, man kan begå. Omvendt er det nok for meget forlangt at en så bredt sammensat gruppe skal kunne handle kommunikations-strategisk. Gruppen overgav sig til vold og anarki – og styrkede dermed og ironisk nok politiets rolle som nødvendig ”oprydder”, fastslår Jesper Lynghus.
Adm. direktør Frans Granjean fra PR-bureauet Plus PR er enig i, at de autonome står til 00 i kommunikation:
– De unge autonome har virkelig kvajet sig. Deres flade struktur med ”do it your selv” er en alvorlig hæmsko for dem. De har en talsgruppe, men den har reageret tilsyneladende anarkistisk og ingen ved, hvad de mener. Det er også langt ude rent kommunikationsmæssigt, at de f.eks. ikke har håndteret afbrændingen af bøgerne på gymnasiet, siger Frans Grandjean, men han mener også at de københavnske politikere har spillet fallit rent kommunikationsmæssigt:
– De har ikke gjort klart, hvad de ville gøre, ingen er trådt i karakter. Mange har jo givet dem skylden for volden, derfor nytter det ikke noget bare at lukke døren, man skal blive ved med at prøve at kommunikere. Vi ser to grupper, der bare står og råber til hinanden. Advokaten Knud Foldschack er blevet den enlige mægler og det er for ringe, at det er overladt til tilfældighederne at skabe den dialog, der er så hårdt brug for. Det er en skidt sag for folkestyret. En anden ting er Ritt Bjerregaard, der heller ikke har formået at kommunikere, hvorfor det ikke er lykkedes at finde en løsning. Der har desværre ikke været meget Rudy Giuliani over Ritt Bjerregaard i denne sag. Som borgmester gik han jo markant og medfølende ud, da new yorkerne havde brug for det i 2001. Ingen ønsker åb enbart at fortælle befolkningen, hvad der i sin tid fik Københavns Kommune til at sælge ungdomshuset, heller ikke pressen, der som altid, går i totalt selvsving i denne slags sager. Man kan sige, at hele konflikten tipper voldsomt, hvor de unge ligesom politikerne er faldet dybt igennem, pressen har heller ikke imponeret, mens politiet er løbet med alle roserne, siger Frans Grandjean og fortsætter:
– Jeg synes politiet har et meget velbegavet team, kommunikationsmæssigt. Per Larsen er den mere politiske, den runde og sympatiske. Han håndterer det meget klogt og imødekommende, og giver ikke bare de unge skylden. Han er politiets optimale menneskelige ansigt. Flemming Steen Munch er ham, der står ude hos udrykningsstyrken. Han står mere for fakta, mens Hanne Bech Hansen er en back up til dem – en substitut for de to andre.

Global verden

Men Frans Grandjean mener også, at politiet har noget at lære af denne sag. Deres kommunikationsmæssige indsats står til et stort 11-tal nationalt, mens det internationa le arbejde er blevet underprioriteret:
– Det ser ikke ud til at de har talt med den udenlandske presse. I den udenlandske presse lignede det der foregik i København en borgerkrig og det er det sidste vi har behov for oven på Muhammed-krisen. Urolighederne har været fremstillet meget ensidigt internationalt, og flere fra den internationale presse har da også givet udtryk for, at de manglede informationer. Jeg tror måske, at vi kunne havde undgået de aktioner, som unge autonome har lavet i udlandet til støtte for de danske autonome, hvis informationsarbejdet overfor den udenlandske presse havde været lige så professionel, som den var nationalt. Så her ligger der et stykke arbejde for politiet i fremtiden, sådan som jeg ser det.