I årevis har politiet set igennem fingre med virksomhedsledelser, der destruerer bilags- og regnskabsmateriale og dermed effektivt sletter alle spor efter endnu værre kriminalitet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I 1987 vedtog Folketinget ellers efter ønske fra netop politiet en skærpet bestemmelse i straffeloven, §302, der i særligt grove tilfælde kan give op til halvandet års fængsel, hvis virksomhederne ikke opbevarer bogføringsmaterialet.
Juraprofessor Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet, er forbløffet over at konstatere, at der siden 1987 kun har været offentliggjort tre domme, hvor bestemmelsen blev brugt, og i alle tre tilfælde spillede bogføringsforbrydelsen en birolle.
– Det er overraskende, fordi bestemmelsen blev lavet præcis for at ramme det, som har generet både konkursadvokater og anklagemyndigheden i mange år: At man ikke kan rekonstruere, hvad der er sket i et selskab, når bogføringen er væk, siger han.
Jyllands-Posten