Politiken har gennem de seneste år støt udvidet sin produktion af native advertising under ledelse af kreativ chef, Mads Elsøe.

Nu bliver native-afsnittet udvidet til full service-bureau.

Navnet bliver Politiken Brand Studio, og til at drive brand- og distributions strategi samt forretningsudvikling og kommunikation har Politiken hentet den tidligere VICE-profil, Esben Elborne, ind.

Det oplyser Politiken i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at Politiken Brand Studio derudover også ”laver strategi og indhold til eksterne og kundens egne kanaler”.

Thomas Røn Larsen, annoncedirektør, Politiken. Foto: Simon Læssøe

– Gennem de sidste tre år har Mads gjort et fantastisk stykke arbejde med at bygge et native-spor på Politiken. Der er blevet afviklet effektfulde kampagner for mange store brands, og jeg ser frem til at udvide vores udbud med stærke kampagner, der taler sammen på tværs af egne og eksterne platforme, siger Thomas Røn Larsen, annoncedirektør, Politiken, i meddelelsen.

Størst mulig impact

Politiken har ifølge egne oplysninger 497.000 ugentlige læsere, og mediet når digitalt hver tredje dansker hver måned. 

Og ifølge Thomas Røn Larsen har Politiken den fordel, at man har data fra mediets læserskare til rådighed, og derfor kan levere ”en meget umiddelbar research og skarp strategi”.

Dertil kommer, at man kan sikre, at ”indholdet distribueres gennem en skræddersyet medieplan på tværs af Politikens platforme, blandt andet via prominente placeringer i det redaktionelle flow og TOV.”

– Vi skaber historier, der lever på tværs af alle Politikens platforme og garanterer rækkevidde via vores kanaler. Projekterne kan og vil typisk være lavet, så de fortsætter naturligt ud på brandsnes sociale kanaler eller hvor end historien bedst fortælles med størst mulig impact, siger Thomas Røn Larsen. 

Esben Elborne, strategi- og kommunikationsansvarlig, Politiken Brand Studio. Foto: Simon Læssøe.

VICE-profil skal styrke teamet

Bemandingsmæssigt forbliver Mads Elsøe kreativ chef, når afdelingen udvider til full-service bureau under navnet Politiken Brand Studio.

Dertil har man hentet den tidligere VICE-profil, Esben Elborne, ind. Han får ansvar for at drive brand- og distributions strategi samt forretningsudvikling og kommunikation. 

Esben Elborne var gennem seks år hos VICE en del af den nordiske ledelse som Head of Brand & Communications. Her stod han blandt andet for kommunikation og branding af VICE og bureauet Virtue. 

– Med afsæt i Politikens brand og den massive datamængde, som vi har til rådighed, kan vi skabe kampagner, der er fuldt integreret med et stærkt native spor, branded content og assets til kunden, som taler sammen på tværs af platforme, siger Esben Elborne.

Han kalder den umiddelbare adgang til en betydelig volumen på rækkevidden gennem Politiken for ”helt vildt interessant”.

Mads Elsøe, kreativ chef, Politiken Brand Studio. Foto: Simon Læssøe.

– Koncepterne udvikles, så de tillader vores partnere at være relevante og nå et stort publikum over længere kampagneperioder – noget som traditionelt er vanskeligt og omkostningstungt at fastholde gennem earned media eller gennem en reklamekampagne. 

Fokus på nye formater

Fundamentet for Politiken Brand Studio er ifølge meddelelsen ”kombinationen af Politikens brand, data, rækkevidde og kundekontakt”, og som noget nyt tilbyder man desuden ”360 graders integration gennem custom white label content til partneres egne kanaler”.

Mads Elsøe tilføjer:

– Med vores nye tiltag har vi desuden et øget fokus på andre formater end de gængse – for eksempel kunstinstallationer, dokumentarfilm, lyd, events og hvad end der giver mest mening for kunden. Den gode idé og den gode historie er altid i fokus.

Politiken Brand Studio bliver del af Politiken Annoncer, der som fælles afdeling vil være med til at hjælpe med at levere værdi til annoncørerne.