Det kommer måske som en lille overraskelse, at den radikale Christiansborg-politiker Morten Helveg Petersen bliver ny direktør for FDIM.
Men under alle omstændigheder, så er bestyrelsesformand, Christian Peytz, glad. Han forventer nemlig, at den nye kendte direktør er i stand til at give internetmedierne et stærkere mandat i fremtiden.
– Internettet som medie er blevet en væsentlig faktor i samfundet. Derfor er det vigtigt for FDIM at være nettets førende stemme i alle forhold og på alle fronter. Med Morten Helveg Petersen har vi fået en direktør, der har stor politisk erfaring, indsigt i it-udviklingen og samfundsforhold generelt. Det vil komme nettet og særligt FDIMs medlemmer til gode, og vi er derfor glade for, at Morten har sagt ja til at være FDIMS direktør. Vi er sikre på, at han er den rette mand til at videreudvikle FDIM og sikre langt større indflydelse for netmedierne i omverdenen, siger Christian Peytz i en pressemeddelelse..
Morten Helveg Petersen siger selv om jobskiftet:
– Jeg glæder mig til nye og store udfordringer efter 11 gode og spændende år på Christiansborg. Jeg har altid interesseret mig for ny teknologi, IT og nye medier og stillingen som direktør i FDIM er et ønskejob, siger han.
Morten Helveg Pedersen tiltræder 1. august i år.