Folketingets sundhedsordførere bliver dagligt udsat for lobbyisme fra medicinalindustrien, interesseorganisationer og patientforeninger, som gerne vil fortælle om deres produkter. Men lægerne glemmer at fortælle, at de ikke kun præsenterer lægefaglige vurderinger, men også er på lønningslisten hos det firma, som producerer de omtalte præparater.
– Det er et stort problem. Jeg oplever desværre, at mange læger ikke er i stand til at skille tingene ad. Ofte stiller de sig op som fagpersoner med en faglig viden. Først senere fremgår det, at de har en økonomisk interesse, siger SF’s sundhedsordfører, Jonas Dahl.
Samme oplevelse har sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.
– Én ting er, når man får besøg af et medicinalfirma, som fortæller om deres produkt. Men når de får tidligere politikere, der er blevet lobbyister, eller læger til at ringe for at lobby for deres produkt, bliver det for meget, siger Liselott Blixt.
Sundhedsordførerne forklarer, at lobbyismen på sundhedsområdet har været stærkt stigende de seneste år. Medicinalfirmaer hyrer ofte professionelle lobbybureauer og allierer sig med læger, når de vil fremme et bestemt produkt over for lovgiverne.
– De præsenterer sig som læger, der har en særlig viden på området. Når man – senere i forløbet – modtager en mail fra dem, kan man se, at de arbejder for et firma, siger sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S).