Der er ikke umiddelbar udsigt til en kommercialisering af public service-bastionen. Hverken på internettet, radio eller tv.
Dagbladet Børsen har ellers offentliggjort en undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut, som viste, at 58 procent af de adspurgte ville tillade bannerannoncer på dr.dk. Knapt 33 procent sagde desuden ja til reklamer hos DR i radio og på tv.
Med til ligningen hører dog at 39 procent kategorisk afviser reklamer på nogen af DR’s platforme.
Såvel Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er imod ideen. Fra begge parter lyder det, at DR grundlæggende ikke er kommercielt foretagende, og det skal der ikke laves om på. Det skriver Computerworld.dk.
Venstre og Socialdemokratiet er heller ikke begejstrede for ideen. Førstnævnte mener at licenspengene må være mere end rigeligt, og sidstnævnte understreger vigtigheden af, at DR bevarer den eksisterende økonomiske uafhængighed. Det skriver Børsen.
Det er kun Det Konservative Folkeparti, som ifølge Børsen ikke blankt afviser, at også DR skal kommercialiseres og public service-tankegangen overvejes en ekstra gang.
sm