Frygten for en græsk bankerot med fatale konsekvenser for verdensøkonomien risikerer i denne uge på ny at sætte brand i de globale markeder.
EU’s finansministre leverede ved et møde i Polen i weekenden intet, der kan skabe større sikkerhed for investorerne. Samtidig udbrød der en ny åben konflikt mellem USA og flere EU-lande, om hvordan man bør håndtere gældskrisen, der for tiden igen truer med at kaste verden ud i en ny ødelæggende finanskrise.
De europæiske regeringer og centralbankerne er nødt til at hive de “katastrofale risici” ud af markederne og undgå al løs snak om afvikling af euroens institutioner, lød et af de skarpe udfald fra en tydeligt utålmodig amerikansk finansminister Timothy Geithner, der helt ekstraordinært var med til eurolandenes uformelle finansministermøde.