I dag afgøres det, om Barack Obama bliver i Det Hvide Hus eller om Mitt Romney flytter ind. Valgkampen har været hård – og dyr. Hver af kandidaterne har brugt cirka 1 milliard dollar. Dermed slår det alle tidligere kampagners valgbudgetter.

Specielt i en krisetid og i en valgkamp, der især handler om økonomi – kan det synes absurd. Det er da også noget, som den amerikanske befolkning diskuterer, men omvendt er det jo i høj grad dem selv, der betaler. Dels gennem større virksomhedsbidrag, hvor primært Romney har kradset penge ind – og dels gennem den almindelige borgers bidrag, hvor det primært er Obama, der henter penge. Siges det. En typisk amerikansk familie støtter kandidaterne med 200 dollar.

Men nok om valgkamp. Hvad med mediekampen?

– Begge kandidater og partier har et kæmpe netværk af frivillige hjælpere, der knokler løs. De er det stærkeste medie for dem, siger Steen Søndergaard, adm. direktør hos Umwelt, der er i USA for at følge valgkampen.

Og mediaspendingen?

– Ingen tvivl. Cirka to-tredjedele af budgetterne anvendes på tv. Og taler vi om nye medier, er Facebook og Twitter bestemt en aktiv del af kampagnemaskinen, men det er ikke der, pengene bruges. Det er på tv, og når man spørger kampagnelederne hvorfor – så er svaret entydigt. Det er, fordi det virker.

Tæller ”gadens parlament” ikke?

– Hos Hamilton Institute siger man, at det bedste medie er, at kandidaten møder vælgeren face-to-face. Det næst bedste er telefonen – så der bliver besøgt og ringet til mange, men når det er sagt, så er tv det absolut medie, hvor man får mest for pengene.

Også i Danmark glæder medierne sig, når der er valgår, men modsat USA er det ikke tv-stationerne, der løber med pengene, for i Danmark er tv-annoncering ikke tilladt i politiske kampagner.

Hvad ville der ske, hvis politiske tv-reklamer var tilladt i Danmark? Kunne det få nogle af de danskere, som ikke orker at læse partiprogrammer eller ikke orker at gå til vælgermøder, til at stemme?

– Måske ville tv-reklamer med valgbudskaber være det, der fik danskerne til at være endnu bedre oplyst om politik eller diskutere det mere. Vi har vist alle været til familiemiddage, hvor der diskuteres tv-reklamer. Hvorfor? Fordi de er sjove eller kedelige – dårlige eller gode. Tænk, hvis tv-reklamer om politik kunne inspirere til, at man talte politik ved familiemiddagen? Jeg vil i hvert fald ikke afvise det.

I Danmark begrunder politikerne i Reklamebekendtgørelsen, at forbuddet om politiske reklamer i tv skyldes to ting:

• Politikerne ønsker ikke, at vælgerne kun skal se valgreklamer fra de partier, der har bedst råd.

• Politikerne ønsker at sikre tv-stationernes uafhængighed.

Men på alle øvrige medier er der ikke særlige regler. Er det logisk?

– Om medierne dermed fortsat er uafhængige, og om lovgivningen tilgodeser, at vælgerne ikke kun ser reklamer fra de partier, der har bedst råd, vil jeg lade være usagt – jeg vil gerne afgrænse emnet til at stille spørgsmålet om,  hvad der ville ske, hvis man i Danmark tillod valgreklamer i tv.

Kunne man forestille sig, at medierne blev pålagt at tilbyde TRP-priser ud fra data om partiernes vælgergrupper – altså en lovgivningsfast pris – og en pris pr vælger, partierne rammer gennem et givent medie i fx de sidste tre måneder op til et folketingsvalg?

– Interessant forslag. Dermed ville valgkampe blive 100% fair for partierne, og ingen medier ville være afhængige. Den største indvending vil nok være en lovgivning om, at medier tvinges til at sælge pladsen til fast defineret pris. Men på den anden side, hvis en tv-station ikke vil bringe de ”billigere” annoncer, kunne man sige, at så fik de heller ikke andel i de ”dyre.”

Lad os nu sige, at det blev vejen frem. Ville tv så overhovedet kunne tage mediekroner fra de andre medier.

Ja bestemt. Jeg tror, at alle politiske partier fra venstre til højre vil lægge deres penge, hvor de får mest for dem. Og i USA er partierne i hvert fald ikke i tvivl. Her lægges som tidligere nævnt 2/3 af kampagnebudgettet på tv.

Skal vi ikke lade dig være eksponent for synspunktet om at føre dansk politik ind i tv-alderen?

– Ha, ha, det kan vi da godt. Jeg synes, det er ærgerligt for den danske debat, at den ikke kommer hjem i stuerne i den kanal, der giver mest opmærksomhed. Og jeg synes, det er synd for politikerne – og danskerne – at man ikke kan se politik i det stærkeste medie – uden det er styret af en journalist eller redaktør. Slip det løs, og lad danskerne diskutere valg-tv-reklamer ved familiemiddagen, som de diskuterer andre reklamer. Ligesom amerikanerne, slutter Steen Søndergaard.