Uden selv at være til stede var Polle fra Snave hovedpersonen, da Sonofon uddelte priser i en international konkurrence om “teknologi til mennesker”. Ifølge Berlingske Tidende var vinderprojektet et essay skrevet af arkitekt Ivar Molkte og cand.mag. Peter Busch, som netop handler om at genfinde tid og rum – om “teknologiens mulighed for at styrke de menneskelige værdier som kærlighed, venner, indlevelse, hengivenhed, sensualitet, eventyr og drømme.” Præmien var på 15.000 dollar.
Inden prisoverrækkelsen fandt sted, indledte Sonofons adm. direktør, Ulrik Bülow, med disse ord:
– Jeg kan godt afsløre, at Polle i tv-kampagnen løfter sig selv til at være en teknologisk vinder. Danmark er jo et land, hvor alt kan lade sig gøre – hvor en anden Polle, ham fra Esbjerg, kan blive statsminister, sagde han.