Som forudsagt i Markedsføring i onsdags bliver det polske Gemius, der overtager hvervet efter Gallup om at trafikmåle for Foreningen af Danske InternetMedier (FDIM). Aftalen er netop indgået og kan – af FDIMs pressemeddelelse – bedst beskrives som større, bedre og billigere.
* Større – der etableres et panel på min. 25.000 personer til afdækning af brugerprofilerne på de målte sites. Denne panelstørrelse, der er over fem gange større end det nuværende panel, vil gøre det muligt at lave analyser af sites, eller dele af sites, der har relativt få brugere
* Bedre − målingerne vil betyde et løft i vidensniveauet omkring danskernes brug af internettet. FDIM fremhæver et bedre overblik over trafikken på nettet, og over hvem der reelt besøger de enkelte sites.
* Billigere – Gemius-aftalen er økonomisk set god for de danske internetmedier, bl.a. fordi det bliver muligt at tilbyde selv de helt små internetmedier at komme med i målingen på favorable vilkår.
Gemius er det største online analyseselskab i Østeuropa, og Danmark markerer virksomhedens vesteuropæiske premiere. Gemius vil i den forbindelse åbne kontor i Danmark med danske medarbejdere. peng