Den tidligere internationale fotomodel og nu PR-bureau-direktør, polske Ilona Felicjańska, fik i går aften overrakt Ecco-prisen Walk In Style Awards 2010 på Købehavns Rådhus.
Polakken er dermed den tredje kvinde har modtaget den sønderjyske skogigants årlige pris, der har til formål at hylde kvinder, der inspirerer andre kvinder ”gennem deres mod og kærlighed til livet”.
Ilona Felicjańska modtog ud over æren desuden 250.000 kroner, som hun valgte at skænke til rehabilitering af polske handicappede børn og deres mødre.
Dommerkomitéen bestod af fem chefredaktører: Camilla Lindemann (IN, Danmark), Ellen Arnstad (Henne, Norge), Mona Johansson (Damernas Värld, Sverige), Bigs Müller (Petra, Tyskland), Ester Sternkopf (ELLE, Polen) – samt Eccos chefdesigner, Ejnar Truelsen.
Komitéen begrundede sit valg med blandt andet følgende ord:
Kvinden der modtager Ecco Walk In Style Award 2010 er en person, der brænder for at gøre en forskel. Hun har valgt at repræsentere humanitær hjælp i et land, der desperat mangler kvindelige rollemodeller som hende selv. Hun har udvist en fantastisk evne til at bruge sit forretningstalent på at hjælpe enlige mødre og deres ofte udsatte børn gennem sin egen velgørenhedsorganisation “Forgetmenot”, som hun etablerede for fem år siden. Siden da har hun rejst millioner af kroner til dem, som har behov for hjælp.”
Selv sagde Ilona Felicjańska:
– Jeg er dybt beæret over at modtage Ecco Walk In Style Award 2010. At hjælpe er en naturlig del af mit liv – en slags tilbagebetaling for den lykke jeg har oplevet selv. Derfor har jeg grundlagt velgørenhedsorganisationen ”Forgetmenot” med det formål at hjælpe børn, der lider af cerebral parese og deres mødre. To ud af 100 børn får diagnosen cerebral parese, og kun en procent af disse børn har råd til at blive behandlet.
De øvrige nominerede til årets pris var: Malene Birger, Danmark, Efva Attling, Sverige, Dana Schweiger, Tyskland og Kari Traa, Norge.