Charlie Fisher, til daglig kreativ direktør hos Leo Burnett, har skabt lidt af en sensation. I sin fritid har han produceret filmen ”Child’s Pay”, der har opnået topplacering i den politiske reklamekonkurrence ”Bush in 30 seconds”. Vinderen af konkurrencen bliver afgjort på mandag ved en kæmpe fest i USA, hvor Charlie Fisher også vil deltage. Den eller de vindende film vil blive indrykket for 10 mio. dollars op til næste præsidentvalg.
Konkurrencen, der har løbet gennem efteråret, går ud på at fortælle sandheden om USA’s præsident George Bush.
Ifølge konkurrencebetingelserne var det kun amerikanske statsborgere, der måtte deltage, hvilket Charlie Fisher er, selvom han er bosat i Danmark og dansk gift.
Der blev indsendt 1500 film til konkurrencen. I alt har et par hundrede tusinde personerer afgivet tre mio. stemmer på de mange film.
Filmen Child’s Pay, der viser børn, som arbejder i typiske voksenjobs, opnåede flest stemmer blandt de deltagende film og er derfor sammen med 14 andre film med i finalen.
Hvilken eller hvilke film, som vinder bliver afgjort af en stor jury, der bl.a. består af filminstruktørerne Michael Moore, Gus Van Sant og Michael Mann. Desuden består juryen af andre personligheder som bl.a. de to rockstjerner Michael Stipe fra REM og Eddie Vedder fra Pearl Jam.
Child’s Pay er optaget i København med danske børn. De 30 sekunder afsluttes med teksten ”Guess who’s going to pay off President Bush’s one trillion deficit?” og er en hentydning til at det er børnene som kommer til at betale for Bush’s gerninger.
Charlie Fisher lavede filmen, som er instrueret af Per Drejer, med personer han kendte. Bl.a. er alle børnene som deltager i filmen, børn af hans venner og bekendte.
– Man ved ikke, hvor mange venner man har i Danmark, før man har prøvet at lave en anti-Bush-film, siger Charlie Fisher, der understreger, at alle på produktionen arbejdede gratis. Alligevel kostede filmen ham 15.000, som han betalte af egen lomme.
Hvorvidt Charlie Fishers film vinder bliver afgjort på mandag aften kl. 2.00 dansk tid.
De 15 nominerede film kan ses her