Den danske relancerede portal Jubii har ansat Martin Schradieck som kommerciel direktør med ansvar for at opbygge virksomhedens nye afdeling for effektbaseret markedsføring, Jubii Effekt.
Han kommer fra en stilling som administrerende direktør for ad pepper Nordic og tiltræder den nye stilling 1. januar.
– Vi tror på, at effektbaseret markedsføring har et stort potentiale i Danmark. Det er ganske enkelt det, som flere og flere kunder efterspørger. Derfor satser vi nu målrettet på det, siger administrerende direktør Henrik Busch, Jubii.
– Og vi mener at have et rigtig godt udgangspunkt, fordi Jubii er et stærkt og troværdigt brand på nettet. Martin har de seneste otte år arbejdet med effektbaseret markedsføring på nettet, og han har været med til at positionere ad pepper. Så han er den helt rigtige mand, fortsætter han.
Martin Schradieck siger selv om sin nye opgave:
– Det er et rigtig spændende tidspunkt at komme til Jubii, som har en stærk kultur og et helt unikt brand. Jubiis redaktionelle opbygning kombineret med markedets ønske om effektbaseret markedsføring udgør fundamentet for et stort, nyt forretningsområde, som jeg glæder mig til at bygge op.