Alle spejder efter lyspunkter og håber på, at USA, og måske også Tyskland, Japan eller Kina, vil trække hele verdensøkonomien op i en fart.
Om det sker, viser sig formentlig med større sikkerhed i første halvdel af 2012, og derer er klare lyspunkter flere steder, skriver Berlingske.
Især USA, der er verdens største økonomi, overrasker for tiden stort – nærmest dag for dag. Men ingen kan love guld og grønne skove i form af en ny jobfest, tårnhøj vækst, større velstand og et forbrugsboom af samme styrke, som blev set for kun få år siden. I hvert fald ikke lige med det samme. Dertil er problemerne med høj gæld og løbske underskud for store de fleste steder.
Samlet ventes alle verdens udviklingsøkonomier, hvor Kina, Indien, Brasilien, Rusland og andre tilsvarende nationer ses under ét, dog at få en vækst på omkring seks procent i år. Det skal ses i forhold til, at Vesten kun kan se frem til en vækst på to procent i bedst fald. Og Europa med de 17 eurolande i spidsen vil sakker håbløst bagud med en vækst kun ganske lidt over nul procent.
Den store overraskelse kan dog blive Tyskland, hvor arbejdsløsheden på det seneste er faldet på markant vis, så den nu er nede på 2,888 millioner. Det svarer til, at 6,8 procent af arbejdsstyrken i Tyskland nu er uden arbejde, hvilket er det mindste siden genforeningen for mere end 20 år siden. Fører det til, at de tyske forbrugere for alvor begynder at åbne tegnebogen, efter de i nærmest årtier har sparet så meget som 11 procent af deres disponible indkomster op, kan det blive den store positive overraskelse for væksten, de offentlige finanser, beskæftigelsen og verdensøkonomien i 2012.